Udredning og diagnose ved Alzheimers sygdom
Der er ikke kun én måde at udrede for Alzheimers sygdom på. I videoen nedenfor kan du se, hvordan et udredningsforløb typisk forløber, og hvilke undersøgelser der kan blive foretaget undervejs – helt fra man begynder at mærke symptomerne, til man har fået stillet diagnosen.
Kliniske diagnoser er principielt forbundet med en vis usikkerhed. Den eneste mulighed for en sikker diagnose ville være at udtage en vævsprøve fra hjernen med henblik på mikroskopi, hvilket af indlysende grunde bør undlades, med mindre patienten er død.
Dog er der mulighed for at anvende internationale diagnosekriterier og forskellige undersøgelser, hvilket øger den diagnostiske sikkerhed.
Biologiske markører
Som supplement til diagnosticering af Alzheimers sygdom kan bl.a. anvendes diagnosekriterier fra 2011 udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af the National Institute on Aging (NIA) og Alzheimer's Association (AA). Som eksempler på fund, der støtter en Alzheimerdiagnose, kan nævnes:
- MR-scanning viser substanstab (atrofi) af den mediale del af temporallappen
- afvigende værdier af biomarkører for Alzheimers sygdom i rygmarvsvæsken
- SPECT- eller PET-scanning viser nedsat regionalt glukosestofskifte eller blodgennemstrømning i temporal- og parietalregionerne
- Med hensyn til biomarkører i rygmarvsvæsken kan en nedsat værdi for beta-amyloid og forhøjede værdier for tau og/eller fosforiseret tau støtte diagnosen, men sagen kompliceres af, at markørværdier inden for normalområdet ikke kan bruges til at udelukke sygdommen.
- Elektroencephalografi (EEG) vil ofte vise fokal lavfrekvent aktivitet ved Alzheimers sygdom, men heller ikke dette fund er diagnostisk specifikt.