Hjernen – et overblik
Hjernen kan opdeles i storhjernen med hjernebarkens forskellige lapper, lillehjernen og hjernestammen, der alle forsynes af et omfattende netværk af blodkar. I storhjernen findes også det limbiske system, de basale ganglier og thalamus.
Grå og hvid substans
Storhjernen kan opdeles i den grå substans, svarende til hjernebarkens fire lapper og basalganglier, og den hvide substans, der ligger under hjernebarken.
Hjernen er bygget op af forskellige typer af celler, blandt andet nerveceller (neuroner) og gliaceller, der fungerer som støtteceller eller ’serviceceller’. Den grå substans består af nervecellelegemer og korte udløbere, mens den hvide substans består af nervecellernes lange udløbere og deres myelinskeder.
Hvad vejer hjernen?
Menneskets hjerne vejer i gennemsnit 1.300-1.400 g og udgør 2 % af legemsvægten. Sammenligner man menneskehjernens vægt med vægten af andre pattedyrs hjerner, er menneskets hjerne betydelig større i forhold til kropsstørrelsen. Selv om en blåhvals hjerne vejer syv kilo, er den meget lille i forhold til hvalens enorme kropsvægt.
Mænds hjerner er større end kvinders, men set i forhold til kropsvægten er den relative størrelse den samme. Det vides ikke, hvorfor hjernestørrelsen hænger sammen med kropsstørrelsen, men det antages, at der skal flere nerveceller til at styre en større krops funktioner.
Der er ingen sammenhæng mellem hjernevægt og intelligens.
Hulrum og hjernevæske
Hjernen har et indbyrdes forbundet system af hulrum, der kaldes ventrikler. De opdeles normalt i fire hulrum: højre og venstre laterale hjerneventrikel, tredje ventrikel og fjerde ventrikel.
I hjernens hulrum dannes en beskyttende væske – såkaldt cerebrospinalvæske – der omgiver hjernen og rygmarven. Væsken dannes ved filtrering fra små blodkar centralt i hjernens hulrum, passerer gennem flere mindre åbninger ned til rygmarven og kanaliseres tilbage til blodbanen gennem bittesmå filtre.
Du kan læse mere om hjernen her:
Hvilke faktorer øger risikoen for at udvikle demens, og hvad er mulighederne for at forebygge?
10 advarselstegn på demens
Et af de første tegn på, at man er ved at udvikle demens kan være, at mentale funktioner som hukommelse...
Demenssygdomme
Demenssygdomme henviser til sygdomme, hvor demens udgør det dominerende symptom. Det drejer sig især om Alzheimers sygdom, vaskulær demens, Lewy...
Symptomer på demens
Demens er en tilstand, der især er karakteriseret ved svækkelse af mentale funktioner som hukommelse, koncentration, rumopfattelse, sprogfærdighed og evnen...
Udredning af demens
Formålet med udredning for demens er at afklare, om der foreligger en mental svækkelse, der opfylder kriterierne for diagnosen demens...