Organisering og finansiering
Siden 1995 har man i Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet udviklet og gennemført forskning og uddannelsesaktiviteter i tilknytning til udredning, behandling og pleje af mennesker med demens, fx i form af ph.d.-studier, kursusvirksomhed og den årlige konference DemensDagene.
I 2007, på den internationale Alzheimerdag den 21. september, blev Nationalt Videnscenter for Demens (NVD) etableret.
En styregruppe har ansvaret for at sikre udvikling og fremdrift i NVD, herunder at koordinere med andre relevante nationale aktiviteter på demensområdet.
Styregruppens medlemmer består af ledelsesrepræsentanter fra:
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- Ældreministeriet
- Danske Regioner
- Kommunernes Landsforening
- værtsorganisationen Region H og Rigshospitalet.
Derudover består styregruppen af en repræsentant udpeget af Danske Patienter og en patient-/pårørenderepræsentant.
Styregruppens formand udpeges af sundhedsdirektørkredsen i Danske Regioner.
En referencegruppe bidrager med faglig rådgivning og sikrer inddragelse af brugernes behov med henblik på at kvalitetsudvikle NVD’s profil.
Referencegruppen har faglige repræsentanter udpeget af:
- Sundhedsstyrelsen
- Social- og Boligstyrelsen
- Kommunernes Landsforening
- hver af regionerne
- Praktiserende Lægers Organisation
- Landsforeningen Huntingtons Sygdom
- Alzheimerforeningen
- Ældre Sagen.
Formanden for referencegruppen er NVD’s leder.
NVD’s landsdækkende faglige netværk repræsenterer de primære målgrupper og bidrager til at sikre input fra fagpersoner i kommuner, regioner, organisationer, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.
NVD’s faste finansiering fra Sundhedsministeriet er suppleret med projektbevillinger fra ministeriet og med eksterne fondsmidler til konkrete forsknings- og udviklingsprojekter.
Herudover er NVD indtægtsdækket i kraft af kontraktforskning, kurser, konferencer, temadage og webshop samt samarbejdsaftaler vedrørende e-læringskonceptet ABC Demens, apps og andre produkter.
Nationalt Videnscenter for Demens faciliterer flere landsdækkende netværk på tværs af kommuner, regioner og faggrupper.