10 advarselstegn på demens
Hukommelsen vil ofte, men ikke altid, være en af de funktioner, der rammes først. Det gælder især ved Alzheimers sygdom, der er den hyppigste årsag til demens. Demens påvirker mennesker på forskellige måder, og ikke to sygdomsforløb er ens.
Alle mennesker ændrer sig i takt med, at de bliver ældre. Man får måske lidt sværere ved at lære helt nye ting, eller man bliver knap så hurtig til at udføre forskellige opgaver.
Det er dog vigtigt at skelne mellem normal aldring og sygdom. Hvis man oplever væsentlige ændringer i fx hukommelse eller adfærd, er det vigtigt at søge læge, blive undersøgt og få afklaret, hvad årsagen er.
Du kan læse mere om Alzheimers sygdom her
Ti tidlige tegn på demens
Hvis du eller dine pårørende oplever, at disse tegn optræder ofte eller tydeligvis bliver værre, er det en god idé at bestille tid hos lægen.
1. Glemsomhed
Et af de mest almindelige tegn på demens, især tidligt i sygdomsforløbet, er at glemme ting, der er sket for nylig. Andre almindelige tegn er at glemme vigtige datoer eller begivenheder eller at stille de samme spørgsmål igen og igen. Man kan også få mere brug for at støtte sin hukommelse med fx huskesedler eller telefonens kalenderfunktion.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man nogle gange glemmer navne eller aftaler, men husker dem senere.
2. Besvær med planlægning, organisering eller problemløsning
Mennesker med demens kan få sværere ved at lægge planer og følge dem, få sværere ved at arbejde med tal, følge en velkendt opskrift eller at holde styr på månedlige betalinger. Man kan også få besvær med at koncentrere sig og bruge meget længere tid på at få tingene gjort.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man af og til begår småfejl i håndteringen af økonomi eller betalinger.
3. Besvær med at udføre velkendte opgaver
Mennesker med demens får ofte sværere ved at udføre praktiske rutineopgaver i hverdagen, fx at skrive en indkøbsliste, følge en opskrift eller huske reglerne i et spil. Man skal måske have hjælp fra familiemedlemmer til at gøre ting, som man tidligere kunne klare på egen hånd.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man af og til har brug for hjælp til at betjene elektroniske apparater i hjemmet.
4. Forvirring vedrørende tid eller sted
Mennesker med demens kan glemme, hvilken ugedag, måned eller år det er. Man kan fare vild på velkendte steder, fx i den by, man bor i, glemme hvor man er, hvordan man kom derhen og ikke vide, hvordan man kommer hjem igen.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At an i tvivl om, hvilken dato det er.
5. Besvær med at forstå billeder, rum og retning
Nogle mennesker med demens kan opleve ændringer af synsindtrykket. Det kan medføre problemer med balancen eller besvær med at læse. Man kan også få problemer med at vurdere afstande, farver eller kontraster, hvilket kan give problemer med at køre bil.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At få dårligere syn, fx på grund af grå stær.
6. Problemer med sproget
Mennesker med demens kan have svært ved at følge med i eller deltage i en samtale. Man kan gå i stå midt i samtalen uden at vide, hvordan man skal fortsætte, eller gentage sig selv. Man kan få svært ved at finde ord, huske hvad velkendte ting hedder eller komme til at kalde tingene noget helt forkert – fx 'viserklokke' i stedet for 'ur'. Også evnen til at skrive kan blive påvirket.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man nogle gange har svært ved lige at finde det rigtige ord eller navn.
7. Besvær med at finde ting
En person med demens kan lægge ting, fx telefon eller nøgler, på steder, hvor de ikke hører hjemme. Tingene bliver væk, og man kan ikke huske, hvor man har været, eller hvor man kan have lagt tingene. Man kan mistænke andre for at tage ens ting, især når sygdommen er fremskreden.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man af og til glemmer, hvor man har lagt sine ting og være nødt til at tænke sig om for at finde dem igen.
8. Svigtende dømmekraft
Mennesker med demens kan opleve ændringer i dømmekraft eller evnen til at træffe beslutninger. Man kan fx udvise dårlig dømmekraft i pengesager, komme til at købe ting, som man slet ikke har brug for, eller forsømme at gå i bad og skifte tøj.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man en gang imellem laver småfejl, fx glemmer at oplade telefonen.
9. Social tilbagetrækning
En person med demens kan få sværere ved at fungere sammen med andre mennesker. Man kan miste interessen for hobbyer og trække sig fra sociale sammenkomster eller andre aktiviteter og blive mere passiv.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man nogle gange ikke orker familien eller sociale forpligtelser.
10. Ændringer i humør og personlighed
Mennesker med demens kan opleve ændringer i humør eller personlighed. Man kan fx blive forvirret, mistænksom, nedtrykt, bange eller ængstelig uden nogen oplagt årsag. Man kan blive mere styret af sine følelser, opleve humørsvingninger eller blive mere irritabel.
Hvad er almindeligt, når man bliver ældre?
At man udvikler bestemte måder at gøre tingene på og kan blive lidt irriteret, hvis ens vaner bliver brudt.
Det behøver ikke være tegn på begyndende demens
Selv om man lægger mærke til et af de ti tidlige tegn hos sig selv, er det ikke ensbetydende med, at man er ved at få demens. Det er helt normalt at glemme en enkelt aftale, ikke at kunne finde nøgler og pung på vej ud ad døren eller ikke at kunne huske enkelte episoder, man har oplevet ved en sammenkomst.
Brug af huskesedler til at holde styr på aftaler og indkøb er hverdag i de fleste hjem. De fleste mennesker kan have svært ved at overskue et regnskab eller et budget. Man oplever øjeblikke, hvor man ikke kan komme på et bestemt ord. Man står og kigger ind i køleskabet og ved faktisk ikke hvorfor.
Hvem har ikke prøvet at træffe en beslutning, som de nærmeste bagefter betragter som tvivlsom, hvem er ikke træt efter arbejde eller langstrakte familiesammenkomster, og hvem kan ikke føle sig trist til mode en regnvejrsdag i oktober?
Kontakt lægen
Alt dette er helt normalt. Men hvis problemerne optræder hyppigere end de plejer eller tydeligvis bliver værre, er det måske på tide at bestille tid hos lægen.
Her kan du læse mere om, hvordan den raske hjerne fungerer, og hvilke forandringer i hjernen, der giver demens.
Gør ligesom tusindvis af andre fagpersoner: Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få viden om demens direkte i din indbakke.
Vores forskningsbaserede indsatser tager udgangspunkt i ønsker og behov hos mennesker med demens og pårørende. Derfor har vi et brugerpanel for mennesker med demens tæt inde på livet.
Læs også
Demenssygdomme
Demens er en kronisk tilstand, som kan skyldes mange forskellige sygdomme. De hyppigste demenssygdomme er Alzheimers sygdom (ca. 55%), vaskulær...
Kurser og konferencer om demens
Se vores mange kursus- og uddannelsestilbud, der er målrettet forskellige faggrupper, fx ledere, demenskoordinatorer, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere, social- og...
Svigt i kognitive funktioner
Demens er en tilstand, der især er karakteriseret ved svækkelse af mentale funktioner som hukommelse, koncentration, rumopfattelse, sprogfærdighed, problemløsning. Sådanne...
Forandringer i hjernen der giver demens
Demens skyldes forandringer i hjernen, som opstår på grund af hjerneskade eller sygdom.