Demens ved Downs syndrom
Du kan læse mere om udviklingshæmning og demens her
Trisomi 21
Downs syndrom udgør den mest almindelige kromosomsygdom og viser sig ved mental retardering og særlige fysiske kendetegn.
Sygdommen skyldes et helt eller delvist ekstra eksemplar af kromosom nr. 21 og kaldes derfor også trisomi 21. Den gennemsnitlige risiko for at få et barn med Downs syndrom er ca. 1:800. Risikoen øges væsentligt med moderens alder.
Forekomst
Der skønnes at være omkring 2.000 nulevende danskere med Downs syndrom, men som følge af bl.a. forbedret fosterdiagnostik er antallet faldende. Heraf er omkring halvdelen over 40 år og dermed i risiko for at udvikle demens. Den høje forekomst af demens og andre normalt aldersrelaterede sygdomme har ført til hypoteser om tidlig (præmatur) aldring ved Downs syndrom.
Den forventede levealder for personer med Downs syndrom er de senere årtier steget markant og ligger nu gennemsnitligt på omkring 60 år – men med betydelig variation. Symptomer på demens kan ses hos personer med Downs syndrom allerede fra omkring 30-årsalderen.
Fra omkring 45-50 årsalderen mener man, at omkring halvdelen har udviklet demens, og andelen af demensramte når op omkring 75-90 % blandt personer med Downs syndrom, der bliver 65 år gamle.