Hvad er demens?

Demens anvendes om tilstande med kognitiv svækkelse, der udvikles i voksenalderen – i modsætning til medfødt mental retardering. Demens opstår ofte sent i livet og har tidligere været opfattet som et normalt aldringsfænomen. Men da demens altid skyldes sygdom, er betegnelser som fx senil demens, senilitet eller alderdomssvækkelse forkerte.

Diagnosesystemer for demens

Der er to internationale diagnosesystemer for demens:

• WHO's International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems. 10. udgave (ICD-10) 
• American Psychiatric Association's Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders 5. udgave, Text Revision (DSM-5-TR)

Der er visse forskelle i, hvordan demens defineres i de to sæt af diagnosekriterier, men i praksis er fagpersoner nogenlunde enige om, at demens er karakteriseret ved følgende:

• Svækkelse af en eller flere kognitive funktioner, herunder ofte hukommelse.
• Forringelse af den praktiske funktionsevne i hverdagen.
• Tilstanden udgør en forringelse i forhold til det tidligere funktionsniveau.
• Symptomerne optræder ikke kun i forbindelse med delirium.

Mange af de sygdomme, der medfører demens, er fremadskridende og uafvendelige (irreversible), men dette indgår ikke i definitionen af demens.

I kommunalt regi anvender man ofte betegnelsen "senhjerneskade" om kognitiv funktionsnedsættelse hos voksne. Og da hverken høj alder eller fremadskridende sygdom indgår i kriterierne for demens, vil mange senhjerneskadede opfylde demenskriterierne.