For højt kolesterol – hyperkolesterolæmi

Der er ikke påvist nogen sikker sammenhæng mellem for højt kolesterol (hyperkolesterolæmi) – hverken midt eller sent i livet – og risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom senere i livet. Dog ses en tendens til at hyperkolesterolæmi sent i livet er forbundet med en øget risiko for vaskulær demens.

Alzheimers sygdom

Befolkningsundersøgelser vedrørende hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af Alzheimers sygdom viser modstridende resultater.

Undersøgelser fra Finland, hvor der var en meget høj forekomst af hyperkolesterolæmi i 1960’erne og 1970’erne, fandt en signifikant association med risikoen for Alzheimer, men sammenhængen bekræftes ikke i studier fra andre lande, hvor deltagerne generelt har lavere niveauer af total-kolesterol.

De modstridende resultater er måske udtryk for, at en sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi og risiko for Alzheimers sygdom kun gør sig gældende ved et meget højt total-kolesterol midt i livet.

En meta-analyse af tre prospektive befolkningsundersøgelser finder ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi sent i livet og Alzheimers sygdom (se tabel).

Vaskulær demens

Befolkningsundersøgelser viser ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af vaskulær demens. En meta-analyse af to prospektive befolkningsundersøgelser finder en ikke-signifikant tendens til, at hyperkolesterolæmi sent i livet er associeret med en øget risiko for vaskulær demens (se tabel).

Demens generelt

Befolkningsundersøgelser vedrørende hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af ’demens generelt’ (any dementia) viser ingen sammenhæng. En meta-analyse af tre prospektive befolkningsundersøgelser finder ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi sent i livet og demens generelt (se tabel).

Forvarsel om demens

Det ses ret konsistent på tværs af studierne, at demens ofte foregribes af en betydelig nedgang i total-kolesterol fra midt i livet til sent i livet. Faldet i total-kolesterol kan påvises op til 15 år før diagnosetidspunktet, hvilket er langt tidligere end fald i blodtryk eller vægt, der også kan udgøre forvarsler om demens.

Meta-analyser af sammenhængen mellem hyperkolesterolæmi sent i livet og demens
Outcome Antal studier i meta-analyse Risikoestimat 95 % konfidensinterval Reference
Alzheimers sygdom 3 Relativ risiko 0,85-1,03 Se originalartikel Anstey, 2008
Vaskulær demens 2 Relativ risiko 1,19-1,68
Demens generelt 3 Relativ risiko 0,97-1,11
Senest opdateret: