Depression og risiko for demens

Sammenhængen mellem depression og demens er belyst i mere end 30 befolkningsundersøgelser. Resultaterne af forskningen er sammenfattet i tre systematiske reviews og meta-analyser fra 2006, 2013 og 2014.

Nogle af meta-analyserne foretager statistisk justering for virkningen af en række baggrundsvariable, der kan tænkes at have indflydelse på risikoen for demens – fx alder, uddannelse, køn, kognitiv status, praktisk funktionsevne, fysisk helbred, vaskulære risikofaktorer, ApoE genotype, hippocampus-volumen og læsioner i hjernens hvide substans.

Estimater for demensrisiko, der justerer for virkningen af baggrundsvariable (konfounder-justerede estimater), ligger generelt lidt lavere end ikke-justerede estimater, men er formentlig mere realistiske.

Et af de indtil videre største studier inden for området er en dansk registerundersøgelse fra 2003 med 65.000 deltagere.

Forklaringsmodeller

Det er ikke helt klart, hvordan depression og demens hænger sammen. Der er flere forklaringsmodeller, som ikke nødvendigvis udelukker hinanden:

• Depressive symptomer kan være en følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af begyndende kognitiv svækkelse.
• Måden depression og demens udvikler sig på overlapper og udgør to forskellige manifestationer af en række fælles bagvedliggende sygdomsprocesser, fx nedsat produktion af signalstoffer eller neurodegenerative forandringer. I det perspektiv kan depression (eller undertyper heraf) måske opfattes som et tidligt (prodromalt) tegn på demens.
• Depression er en uafhængig risikofaktor for demens, der i sig selv har en skadelig langtidsvirkning på hjernen. Den skadelige virkning af depression kan skyldes en række kendte neurobiologiske mekanismer, der påvirker bl.a. hippocampus, fx øget udskillelse af proinflammatoriske cytokiner og kemokiner, øget produktion af glukokortikoider m.v.