Demens og selvbestemmelse
Selvbestemmelse er et grundlæggende menneskeligt princip, der handler om retten til at træffe beslutninger om eget liv. Det omfatter mulighed for at vælge, sige til og fra, udtrykke præferencer og forme sin hverdag ud fra egne værdier.
Selvbestemmelse er tæt beslægtet med begrebet autonomi, men de to betegnelser dækker ikke helt det samme. Selvbestemmelse beskriver primært retten til at bestemme over sig selv, mens autonomi også rummer evnen til at forstå, overskue og handle på egne valg. Man kan altså godt have retten til selvbestemmelse, selvom autonomien – evnen – er påvirket.
For mennesker med demens bliver forskellen mellem retten og evnen særlig central. Demens påvirker gradvist kognitive funktioner som hukommelse, dømmekraft, orientering og kommunikation. Det betyder ikke, at selvbestemmelse ophører, men at måden, den kan udøves på, forandres.
Mange mennesker med demens kan fortsat udtrykke ønsker, tage meningsfulde valg og deltage i beslutninger, hvis der tages højde for deres kognitive funktionsniveau. At støtte autonomi hos en person med demens handler derfor ikke om at forvente uændret handleevne, men om at skabe rammer, hvor personen stadig kan have indflydelse på sit eget liv – uanset sygdomsgrad. Man skal støtte uden at overtage unødigt og hjælpe uden at fratage personen mulighed for at påvirke sit eget liv.
At arbejde med autonomi og selvbestemmelse i demensomsorgen er derfor både en faglig og en etisk praksis. Det kræver opmærksomhed, tålmodighed og mod til at blive ved med at spørge, lytte og tilpasse – også når sygdommen gør kommunikationen vanskelig. Men det er ofte netop her, at livskvalitet skabes.
Da selvbestemmelse er et centralt element i ældreloven, skal det indgå som en naturlig del af demensomsorgen.
Samtaleredskab, der understøtter selvbestemmelsen
Samtalehjulet – version demens, som er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens, er et redskab, der kan bruges til at understøtte samtaler om ønsker og behov hos mennesker med let til moderat demens.
Læs mere om Samtalehjulet, og hvordan du kan bruge det til at understøtte personens selvbestemmelse.