Når du skal bruge Samtalehjulet
Samtalehjulet – version demens er et redskab, der kan bruges til at understøtte samtaler om ønsker og behov hos mennesker med let til moderat demens. Formålet er at understøtte personens selvbestemmelse, og at de bliver set, hørt og forstået. Samtalehjulet bygger på en personcentreret tilgang, hvor personen med demens’ liv, personlige værdier, interesser og ønsker er i centrum for samtalen.
Se en kort præsentation af, hvad Samtalehjulet går ud på:
Samtalehjulet er en nøgle til kommunikation, hvor man tager højde for de kognitive problemer og dermed sikrer, at personen med demens føler sig set, hørt og forstået.
Samtalehjulet er en enkel og visuel måde at strukturere samtaler med udgangspunkt i temaer som fx hverdagsliv, sociale relationer, aktivitet og tryghed – også når sproget er udfordret. Når samtalen struktureres på denne måde, bliver det lettere for fx plejepersonale og demenskonsulenter at omsætte diffuse ønsker til pejlemærker for pleje, støtte og andre behov.
For mennesker med demens kan det være en måde at fastholde deres stemme i beslutninger, som ellers let vil kunne glide dem af hænde. På den måde er Samtalehjulet velegnet til at sikre personens selvbestemmelse i samtalen.
Samtalehjulet kan også bruges til sundhedsfremmende rådgivning, patientrettet forebyggelse og rehabilitering til personer med demens i tidlig fase. Det kan også bruges i gruppesammenhæng.
Se, hvordan du kommer i gang med at bruge Samtalehjulet:
Samtalehjulet er skræddersyet til at støtte mennesker med let til moderat demens til at få sat ord på det, der er vigtigt for dem.
Samtalehjulets opbygning
Selve Samtalehjulet er bygget op over komponenterne i ICF-modellen, som er WHO’s internationale klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand. Samtalehjulet er dog lavet i en forenklet version med et centrum og fire temaer:
- Personlige faktorer = hvem jeg er – mine værdier (centrum)
- Kroppens funktioner = min krop og hjerne
- Aktiviteter = mine aktiviteter i hverdagen
- Deltagelse = mit forhold til andre
- Omgivelser og muligheder for støtte og kontakt = mine omgivelser.
Hjælpekort til Samtalehjulet
Der hører 49 hjælpekort til Samtalehjulet som støtte til, at man kommer omkring de fire temaer og personlige faktorer, hvis det er målet med samtalen.
De består af både foto og tekst og hjælper med at holde fokus i samtalen og kompensere for svækkede kognitive funktioner, fx koncentration og hukommelse.
Billed- og tekstside på et af hjælpekortene, der handler om tidsfornemmelse:


Hjælpekortene refererer til ICF-modellens 40 koder, dog har det været nødvendigt at brede enkelte ICF-koder ud til flere hjælpekort. Den del af Samtalehjulet, der handler om personlige faktorer, findes der ikke koder til, og derfor indeholder de hvide kort om personlige faktorer kun tekst.
I den tilhørende vejledning er der en oversigt over hjælperkortene med ICF-koder og opmærksomhedspunkter.