Pårørendekurser på plejehjem
I Odsherred Kommune har vi valgt at afholde pårørendekurser på plejehjemmene for at styrke samarbejdet med de pårørende, dele viden om demenssygdomme, rammerne og lovgivningen og for at danne et fællesskab om at skabe den gode tilværelse for beboerne.
Sådan har vi grebet det an
Det er vigtigt for os at holde kurserne på det plejehjem, som de pårørende har en relation til, og at undervisningen varetages af personalet på det enkelte plejehjem, da et af formålene er at styrke samarbejdet med de pårørende.
Mange af de pårørende kommer langvejs fra, så derfor har vi valgt at tilpasse kurset, så der er tre mødegange og ikke fem, som det fremgår af manualen. Til gengæld er de af længere varighed, så vi kan nå det hele.
Vi starter kl. 15 og slutter kl. 18. Undervejs serverer vi kaffe, kage og kolde drikke. Dagen slutter med fællesspisning med de pårørende, kursus-personalet og de beboere, hvis pårørende er med på kurset.
Indholdet på de tre kursusdage
Vi har organiseret arbejdet sådan, at plejehjemmets demenskoordinatorer planlægger indholdet og fordeler rollerne. Lederen sparrer, inspirerer, støtter og kommer med input.
Vi har drøftet niveauet for det faglige indhold og valgt at printe fakta-arkene ud og begrænse brugen af fagudtryk for at tilpasse indholdet til deltagerne.
Modul 1: Velkommen til plejehjemmet
Dagens emner
- velkommen til plejehjemmets rammer og vilkår, aktiviteter og traditioner
- hvordan skaber vi det gode samarbejde?
- beboersammensætning
- viden om demens
- påvirkning af funktionsevnen.
Modul 2: At se det hele menneske
Dagens emner
- det komplekse demensbillede
- livshistorie.
Modul 3: Nye måder at være sammen på
Dagens emner
- kommunikation
- samvær
- gode råd.
Det er givende at bruge øvelsesark og andre materialer som afsæt for en fælles dialog med de pårørende om et givent emne fremfor samtaler i mindre grupper.
Vi har særligt gode erfaringer med, at alle – både pårørende og personale – vælger to til tre printede billeder, som de kan relatere til, og derefter fortæller noget om sig selv. Når både de pårørende og personalet deler ud af deres livshistorie, sker der noget med relationerne.
- Lisbet Pedersen, centerleder Grevinge Plejecenter, Odsherred Kommune.
Før kurset
Det er vigtigt, at der god tid til at sætte sig ind i kursusmaterialet. Medarbejdere, der ikke tidligere har prøvet at undervise pårørende, har fået to dages undervisning af Nationalt Videnscenter for Demens i kursets indhold, materialer og didaktik.
Et andet vigtigt element i forberedelsen er at invitere de pårørende til at deltage i kurset. Baseret på erfaring fra de første kurser inviterer vi dem både skriftligt og telefonisk og følger op med personlig kontakt.
Under kurset
Der er en leder med, hver gang vi afholder kurset, og derudover er der altid to til fire medarbejdere. Dels gør det medarbejderne trygge, så de kan koncentrere sig om at skabe god undervisning, og dels kan lederen få indtryk af, hvad de pårørende er optaget af, så der kan tages hånd om det efterfølgende.
Efter kurset
Efter hver kursusgang evaluerer medarbejderne og ledelsen udbyttet og processen. Her fungerer det godt at bruge Værktøjskassens logbøger, så medarbejderne bliver opmærksomme på det, de lykkes godt med, og det, der skal tilpasses til næste gang.
Vigtige erfaringer
En af de lærerige erfaringer for os har været betydningen af at forventningsafstemme fra starten. Det gælder både i forhold til kursets formål, rammerne for hvad der kan drøftes, og at tavshedspligt er en forudsætning for, at det er trygt for alle at deltage. Vi erfarede nemlig fra første kursusdag, at de pårørende naturligt nok er optaget af deres egen situation og deres beboers udfordringer. Og da det ikke var muligt at tale generelt, blev vi derfor nødt til at aftale fortrolighed.
En anden væsentlig erfaring har været prioritering af forplejning, som er med til at skabe en positiv stemning.
Udbyttet
De pårørende
De pårørende har givet udtryk for, at de både har fået et fagligt og et relationelt udbytte. De har efterfølgende været mere opsøgende og spørgende over for personalet, så udfordringer ikke har nået at vokse sig store.
Medarbejderne
Medarbejderne har været både nervøse og bekymrede over at skulle undervise, da det var nyt for dem alle, men de er vokset med opgaven og har taget ejerskab over undervisningen. Efter hvert kursusforløb har de været meget begejstrede over at opleve, at de pårørende har fået en masse med, som de kan bruge i deres hverdag og i relationen til deres kære med demens.
Medarbejderne oplever også, at livshistorierne får en større dybde, når der er skabt tryghed i rummet, og de pårørende åbner op og fortæller om deres kære på en anden måde, end de tidligere har gjort.
Særligt lærerigt har det været at få dannet nogle andre relationer til de pårørende og at formidle budskabet om, og vi er sammen om at skabe det gode liv for beboerne – at det handler om 'vi' og ikke 'dem og os'.
- Lisbet Pedersen, centerleder Grevinge Plejecenter, Odsherred Kommune.
Ledelsen
Ledelsen oplever, at samarbejdet med de pårørende glider på en helt anderledes og let måde.
Fakta om Odsherred Kommunes pårørendekurser på plejehjemMålgruppe: Pårørende til personer med demens, der bor på plejehjem. Formål: At pårørende opnår bedre trivsel og større livskvalitet og en bedre relation til personalet. Varighed: Tre mødegang á tre timers varighed efterfulgt af fælles spisning. Hvem: To-fire medarbejdere og en leder. Økonomi: Udgifter til forplejning. Personaleressourcer til forberedelse, afvikling og opsamling. |