Sundhedslovgivningen

Magtanvendelse efter sundhedslovens regler

Regler om magtanvendelse i serviceloven er ikke anvendelige, når personen er indlagt på en somatisk afdeling på et offentligt sygehus eller på et privat behandlingssted, som regionsrådet har indgået overenskomst eller driftsoverenskomst med.

Ethvert indgreb i selvbestemmelsesretten efter dette kapitel skal indberettes til dette regionsråd. Indberetning skal tillige ske til de centrale sundhedsmyndigheder.

Det er baggrunden for, at der er indført regler i sundhedsloven, der betyder, at det er muligt at anvende magt over for patienter, der er fyldt 15 år, og som midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke.

Indgrebene skal ske for at yde den bedst mulige omsorg og så skånsomt og kortvarigt som muligt, og det mindst indgribende indgreb skal anvendes, hvis det er tilstrækkeligt for at opnå formålet.

Alle indgreb skal udføres med størst mulige hensyntagen til personen for at undgå unødige krænkelser og ulempe. Der er alene mulighed for at anvende nedenstående indgreb, hvis betingelserne er opfyldt:

1. Personlige alarm- og pejlesystemer på indlagte patienter, hvis det fremstår som den bedste løsning af hensyn til patientens sikkerhed (sundhedslovens § 27d). Det er overlægen der med samtykke fra patientens nærmeste pårørende, fremtidsfuldmægtig eller værge der træffer beslutningen.
   
   Hvis personen i ord eller handling modsætter sig, skal der være en åbenbar risiko for, at patienten forlader sygehusafdelingen og derved risikerer at udsætte sig for personskade, og de personlige alarm- og pejlesystemer kan forebygge denne risiko.
2. Fysisk at tilbageholde en patient, der er ved at forlade sygehusafdelingen, eller føre vedkommende tilbage til sygehusafdelingen, når der er risiko for, at patienten ved at forlade sygehusafdelingen udsættes for at lide personskade.
   
   Øjeblikkelig tilbageholdelse eller tilbageførsel i det konkrete tilfælde er absolut påkrævet for at afværge denne risiko (sundhedslovens § 27e). Det er sundhedspersonen der beslutter at foretage indgrebet, da anvendelse af bestemmelsen forudsætter en konkret vurdering af det øjeblikkelige behov i de enkelte tilfælde

Anvendelse af tvang ved somatisk behandling af personer, som er varigt inhabile

For at en person, som er varigt inhabil skal kunne behandles med tvang skal en læge vurdere, at undladelse af behandling vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand, eller at behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse.

At anvende tvang betyder, at behandlingen gennemføres, selvom personen med demens i ord og/eller handling modsætter sig dette. Det kan fx være tømning af en overfyldt urinblære, behandling af et inficeret sår eller udredning for alvorlig sygdom som fx cancer.

Brugen af tvang til at gennemføre en behandling er altid sidste udvej. Ifølge lovgivningen er det sundhedsfaglige personale altid forpligtet til at gøre alt, hvad de kan, for at skabe tillid og få personen til at medvirke frivilligt til behandlingen.

Anvendelsen af tvang skal være mindst muligt indgribende, og den skal stå i et rimeligt forhold til behovet for behandling.

Hvis der er et behandlingstestamente (livstestamente), skal bestemmelserne i dette overholdes, herunder hvis personen har fravalgt, at lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile skal anvendes over for vedkommende. Personen med demens skal inddrages og underrettes om beslutningen og dens baggrund.

Værge eller nærmeste pårørende skal samtykke til tvangsbehandlingen. Hvis der ikke er pårørende, kan en anden lægefaglig person give samtykke.

Indberetning af tvang ved somatisk behandling

Der er indberetningspligt, når der foretages behandling af somatisk sygdom hos varigt inhabile personer med tvang. Det er den læge, som tager beslutning om behandlingen, der skal foretage indberetningen.

Indberetninger fra læger eller tandlæger på sygehuse foretages via registrering i Landspatientregistret (LPR), mens indberetninger fra læger eller tandlæger uden for sygehuse foretages via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2).

Indberetningen skal foretages senest den 10. i måneden efter beslutningen om tvangsbehandling. Når tvangen indberettes, skal der med det samme tages stilling til, hvornår beslutningen skal revurderes. Perioden kan være op til fire måneder, hvorefter en ny beslutning og indberetning skal foretages.

Indberetningen skal indeholde en tvangsprotokol, hvor der er oplysninger om:

• Patientens navn og personnummer
• Vurdering af patientens habilitet
• Lægens eller tandlægens navn, autorisations ID og arbejdssted
• Dato for lægens eller tandlægens beslutning om tvangsbehandling
• Forventet behandlingssted
• Den ordinerede tvangsbehandlings art og omfang
• Besluttet varighed af tvangsbehandlingen
• Baggrund og begrundelse for beslutning om tvangsbehandling, herunder konsekvenser af undladelse af behandlingen
• Oplysninger om forsøgt tillidsskabende tiltag og motivation inden beslutning om tvangsbehandling
• Hvorvidt lægen eller tandlægen har indhentet samtykke til, at behandlingen udføres med tvang fra patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig med angivelse af relation til patienten

Klagemuligheder

Den læge eller tandlæge, der har besluttet at anvende tvang, har pligt til at vejlede den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen, som har givet informeret samtykke om muligheden for at klage til Tvangsbehandlingsnævnet.

Lægen eller tandlægen har ligeledes pligt til at indbringe sagen for nævnet, hvis patienten ønsker det. Klagefristen er to år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klagen skal dog senest indgives fem år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.