Psykosociale indsatser

Psykosociale indsatser er en paraplybetegnelse for indsatser, der har til formål at støtte, vedligeholde eller forbedre psykologisk og social trivsel, livskvalitet og funktionsniveau hos mennesker med demens.

Det primære fokus for de målrettede og strukturerede interventioner er, at de skal have en aktivt deltagende komponent og en personcentreret tilgang for samtidig at fremme omsorg, nærvær og tryghed. Interventionerne kan både foregå individuelt og i grupper under hensyn til den enkelte persons ressourcer og behov. 

Interventionerne kan være specifikke i form af fx reminiscensterapi, musikterapi og kognitiv stimulationsterapi, men det kan også være aktiviteter med fokus på tryghed og nærvær – fx at sidde sammen og holde i hånd eller at lave hverdagsaktiviteter, som personen med demens er inddraget i, og som er tilpasset vedkommendes interesser og evner. Det kan fx være spil, tøjvask, madlavning, gåture i haven m.m.

Om begrebet psykosociale indsatser

Begrebet psykosociale indsatser er almindelig udbredt i international praksis og forskning inden for demensområdet. Psykosociale indsatser opfattes af mange som synonymt med begrebet non-farmakologiske/ikke-medicinske indsatser. Begrebet psykosociale indsatser har i stor udstrækning erstattet dette begreb, fordi non-farmakologisk ikke er beskrivende nok og kan tolkes, som om det er et enten eller i forhold til medicinsk behandling.

Senest opdateret: