4 A’s test

Tidsforbrug

Ca. 2 minutter.

Instrumenttype

Kombineret rating- og testværktøj.

Anvendelse

4 A’s Test (4AT) er et screeningsværktøj til hurtig indledende vurdering af delirium – både i form af hypoaktivt og hyperaktivt delirium. 4AT er også sensitivt overfor kognitiv svækkelse af anden årsag. 4AT kan være vanskelig at anvende ved middelsvær til svær demens, da værktøjet forudsætter, at patienten har et vist niveau af sproglig forståelse.

Materiale 

4AT kan frit downloades fra www.the4at.com.

Copyright

4AT er gengivet i Bellelli m.fl. (2014) og er derved formentlig omfattet af Age and Ageing og Oxford Academics copyright.

Dansk version

4AF er oversat til dansk af H. Svenningsen, J. Nørbæk og H. Pedersen: www.the4at.com/4at-dansk.

Beskrivelse

4AT blev udviklet i Storbritannien af MacLullich, Ryan og Cash i 2011 efter afprøvning i flere omgange i forskellige kliniske og geriatriske settings. De fire A’er refererer til de engelske navne på de fire opgavetyper, der indgår i 4AT: Alertness, Abbreviated Mental Test – 4, Attention, Acute change.

4AT indeholder fire elementer:

  1. En rating af patientens bevidsthedsniveau (score 0 eller 4)  
  2. En kort test af orientering i tid, sted og egne data (score 0-2)
  3. En kort opmærksomhedstest (Årets måneder bagfra) (score 0-2)
  4. Vurdering af om der er sket en akut ændring eller udsving i patientens bevidsthedsniveau inden for de seneste to uger (score 0 eller 4).

Resultatet opgøres som en sumscore i intervallet 0 til 12. Følgende tommelfingerregler anbefales ved tolkning af resultatet:

En score på 4 eller mere: muligvis delirium +/- kognitivt svigt,
En score på 1-3: muligvis kognitivt svigt,
En score på 0: delirium eller alvorligt kognitivt svigt er usandsynligt. men delirium er stadig en mulighed hvis informationerne i punkt 4 er mangelfulde.

En mere detaljeret vurdering kan være relevant afhængigt af situationen.

Dokumentation for måleegenskaber

Reliabilitet
Intern konsistens beregnet som coefficient alpha er 0,80, hvilket er relativt godt. For den thailandske udgave af 4AT rapporteres coefficient alpha som 0,75.

Validitet
Der foreligger otte valideringsstudier af 4AT i forskellige kliniske settings (geriatriske sengeafsnit, medicinske afdelinger, apopleksiafdelinger og akutmodtagelser) og i forskellige sprogversioner (engelsk, fransk, italiensk og thai). Der indgår flere end 2.000 ældre personer i studierne.

Valideringsstudierne fokuserer på 4ATs diagnostiske performance forstået som dets evne til at skelne mellem ældre med og uden delirium. Sensitiviteten varierer mellem 1,00 (95 % CI 0,74 til 1,00) og 0,83 (95 % CI 0,63 til 0,95). Specificiteten varierer mellem 0,91 (95 % CI 0,88 til 0,91) og 0,65.

Studier, der sammenligner den diagnostiske performance af 4AT blandt ældre med og uden demens, finder at den diagnostiske præcision er en smule lavere i forbindelse med demens, men stadig relativt god (fx sensitivitet 0,86; specificitet 0,71). Yderligere valideringsstudier er foretaget af bl.a. Hendry m.fl. i Skotland og af Gagné m.fl. i Canada.

Senest opdateret: