Behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer

Op mod 90 % af personer med demens udvikler adfærdsmæssige og psykiske symptomer i løbet af deres sygdomsforløb. Der er en tendens til, at adfærdsproblemer og psykiske symptomer intensiveres, efterhånden som demenssygdommen skrider frem. Det kan komme til udtryk som aggression, agitation, uhæmmet adfærd, irritabilitet, angst, depression, apati, eufori, appetit- og søvnforstyrrelser og evt. psykotiske symptomer, fx synshallucinationer eller vrangforestillinger.

Ofte dækker de adfærdsmæssige problematikker over, at personen forsøger at kommunikere, hvordan han eller hun har det, og at der er problemer med fysisk helbred, udækkede socialpsykologiske behov eller de rammer, som vedkommende befinder sig i. Kort sagt er adfærdsmæssige og psykiske symptomer ofte et tegn på dårlig trivsel.

Årsager til adfærdsmæssige og psykiske symptomer

Der kan være mange årsager til, at personer med demens får adfærdsmæssige problemer. Ofte er ændringer i adfærden et tegn på somatiske problematikker, fx smerter, infektion, dehydrering, underernæring eller obstipation. Adfærden kan også være et resultat af manglende trivsel i forhold til mere eksistentielle psykologiske behov såsom social kontakt, kommunikation, forventninger og krav fra omgivelserne, sansemæssig over- og understimulering og mangel på meningsfuld aktivitet i hverdagen. Symptomerne kan altså være et udtryk for, at personens basale fysiske, sociale og psykologiske behov ikke imødekommes hensigtsmæssigt.

Ved at skabe størst muligt fysisk og psykisk velbefindende gennem en god og tillidsfuld relation og en god plejemæssig indsats kan adfærdsmæssige og psykiske symptomer forebygges og afhjælpes. Relationsarbejdet, som skal bygge på et grundigt kendskab til den enkelte person med demens, er afgørende for at kunne skabe tryghed, tillid og gensidig forståelse mellem medarbejder, personen med demens og en evt. pårørende. Relationsarbejdet er nødvendigt for at kunne yde den rette omsorg, uanset om det gælder manglende trivsel i forbindelse med fysisk helbred, omgivelsernes tilgang eller andre faktorer.

Forebyggelse og behandling af adfærdsforstyrrelser og psykiske symptomer

Den forebyggende og behandlende indsats skal ske i et tværfagligt samarbejde mellem læge og plejepersonale og skal inddrage personen med demens og dennes pårørende. 

Fælles faglig refleksion og systematisk årsagsanalyse
Som læge og plejepersonale bør man altid antage, at alt, hvad personen med demens gør, er meningsfuldt set ud fra vedkommendes perspektiv. Personens adfærd skal betragtes som kommunikation, og det er lægens og personalets opgave systematisk at forsøge at forstå og handle på det, som vedkommende kommunikerer med sin adfærd. 

På basis af indsamlede observationer af adfærdssymptomerne, og den samlede fysiske og psykiske tilstand, skal der skabes mulighed for et fælles refleksionsforum, fx i form af en beboerkonference eller andet refleksivt forum, der skal munde ud i udarbejdelse af handleplaner og en aftale om evaluering og revurdering af disse. Det er primært plejepersonale, der foretager denne del af arbejdet, men det kan være relevant at inddrage fx demenskonsulent eller andre fagpersoner for at få nye input og mere faglig viden. 

Som en del af en systematisk og helhedsorienteret årsagsanalyse skal følgende spørgsmål belyses, når der observeres adfærdsmæssige ændringer:

• Er personens basale fysiske behov dækket? Får personen fx nok at spise og drikke? Får personen tilstrækkelig søvn og hvile, er der gang i maven, hvordan med vandladning?
• Kan personen have en infektion, anden sygdom eller muligvis smerter? Har personen symptomer på delirium?
• Er forhold i miljøet tilpasset personen, fx lyd, lys, rumforhold og overskuelighed, og er der taget højde for vedkommendes generelle sansebehov, er der kompenseret for mulige sansetab (høreapparat, briller)?
• Er forhold i omgivelsernes tilgang, fx møde, relation, kommunikation og kravsætning tilpasset personen?
• Er personens psykologiske behov dækket? Oplever personen tilknytning, trøst, inklusion, identitet og meningsfuld beskæftigelse?

Lægens andel i udredning af årsager til adfærden vil oftest være at sikre, at årsagen ikke er fysisk sygdom eller medicinbivirkninger. I forhold til vurdering af en evt. ordination af antipsykotisk medicin er det også afgørende, at lægen får et overblik over de observationer, der er gjort, hvad der er undersøgt og hvilke tiltag, der er afprøvet.

Oversigt over de opgaver, der typisk er hhv. lægens og plejepersonalets:

I demenshåndbogen ’Metoder til at forstå adfærdsmæssige og psykiske symptomer’ (SST 2020) anbefales det at anvende 4-trinsmodellen som en ramme for det systematiske arbejde med at afdække mulige årsager til adfærden og forbedre trivslen. Modellen skitserer fire områder, der tilsammen udgør rammen for arbejdet:

• Observation – hvad ser vi?
  • Indsamling af relevante observationer, fx uroskema, TOBS, væskeskema, registrering af udskillelser, smertescreening og deliriumscreening
     
• Analyse – hvordan forstår vi det, vi ser?
  • Afholdelse af konference, evt. tværfaglig, med analyse af mulige årsager på baggrund af de indsamlede observationer. Udarbejdelse af handleplaner med fastsættelse af mål for planen
     
• Handling – hvad vil vi afprøve?
  •  Afprøvning af handleplaner
     
• Evaluering – hvad er effekten af vores handlinger? 
  • Vurdering af, om de fastlagte mål er opfyldt med handleplanen.