Behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer
Op mod 90 % af personer med demens udvikler adfærdsmæssige og psykiske symptomer i løbet af deres sygdomsforløb. Der er en tendens til, at adfærdsproblemer og psykiske symptomer intensiveres, efterhånden som demenssygdommen skrider frem. Det kan komme til udtryk som aggression, agitation, uhæmmet adfærd, irritabilitet, angst, depression, apati, eufori, appetit- og søvnforstyrrelser og evt. psykotiske symptomer, fx synshallucinationer eller vrangforestillinger.
Ofte dækker de adfærdsmæssige problematikker over, at personen forsøger at kommunikere, hvordan han eller hun har det, og at der er problemer med fysisk helbred, udækkede socialpsykologiske behov eller de rammer, som vedkommende befinder sig i. Kort sagt er adfærdsmæssige og psykiske symptomer ofte et tegn på dårlig trivsel.
Årsager til adfærdsmæssige og psykiske symptomer
Der kan være mange årsager til, at personer med demens får adfærdsmæssige problemer. Ofte er ændringer i adfærden et tegn på somatiske problematikker, fx smerter, infektion, dehydrering, underernæring eller obstipation. Adfærden kan også være et resultat af manglende trivsel i forhold til mere eksistentielle psykologiske behov såsom social kontakt, kommunikation, forventninger og krav fra omgivelserne, sansemæssig over- og understimulering og mangel på meningsfuld aktivitet i hverdagen. Symptomerne kan altså være et udtryk for, at personens basale fysiske, sociale og psykologiske behov ikke imødekommes hensigtsmæssigt.
Ved at skabe størst muligt fysisk og psykisk velbefindende gennem en god og tillidsfuld relation og en god plejemæssig indsats kan adfærdsmæssige og psykiske symptomer forebygges og afhjælpes. Relationsarbejdet, som skal bygge på et grundigt kendskab til den enkelte person med demens, er afgørende for at kunne skabe tryghed, tillid og gensidig forståelse mellem medarbejder, personen med demens og en evt. pårørende. Relationsarbejdet er nødvendigt for at kunne yde den rette omsorg, uanset om det gælder manglende trivsel i forbindelse med fysisk helbred, omgivelsernes tilgang eller andre faktorer.
Forebyggelse og behandling af adfærdsforstyrrelser og psykiske symptomer
Den forebyggende og behandlende indsats skal ske i et tværfagligt samarbejde mellem læge og plejepersonale og skal inddrage personen med demens og dennes pårørende.
Fælles faglig refleksion og systematisk årsagsanalyse
Som læge og plejepersonale bør man altid antage, at alt, hvad personen med demens gør, er meningsfuldt set ud fra vedkommendes perspektiv. Personens adfærd skal betragtes som kommunikation, og det er lægens og personalets opgave systematisk at forsøge at forstå og handle på det, som vedkommende kommunikerer med sin adfærd.
På basis af indsamlede observationer af adfærdssymptomerne, og den samlede fysiske og psykiske tilstand, skal der skabes mulighed for et fælles refleksionsforum, fx i form af en beboerkonference eller andet refleksivt forum, der skal munde ud i udarbejdelse af handleplaner og en aftale om evaluering og revurdering af disse. Det er primært plejepersonale, der foretager denne del af arbejdet, men det kan være relevant at inddrage fx demenskonsulent eller andre fagpersoner for at få nye input og mere faglig viden.
Som en del af en systematisk og helhedsorienteret årsagsanalyse skal følgende spørgsmål belyses, når der observeres adfærdsmæssige ændringer:
- Er personens basale fysiske behov dækket? Får personen fx nok at spise og drikke? Får personen tilstrækkelig søvn og hvile, er der gang i maven, hvordan med vandladning?
- Kan personen have en infektion, anden sygdom eller muligvis smerter? Har personen symptomer på delirium?
- Er forhold i miljøet tilpasset personen, fx lyd, lys, rumforhold og overskuelighed, og er der taget højde for vedkommendes generelle sansebehov, er der kompenseret for mulige sansetab (høreapparat, briller)?
- Er forhold i omgivelsernes tilgang, fx møde, relation, kommunikation og kravsætning tilpasset personen?
- Er personens psykologiske behov dækket? Oplever personen tilknytning, trøst, inklusion, identitet og meningsfuld beskæftigelse?
Lægens andel i udredning af årsager til adfærden vil oftest være at sikre, at årsagen ikke er fysisk sygdom eller medicinbivirkninger. I forhold til vurdering af en evt. ordination af antipsykotisk medicin er det også afgørende, at lægen får et overblik over de observationer, der er gjort, hvad der er undersøgt og hvilke tiltag, der er afprøvet.
Oversigt over de opgaver, der typisk er hhv. lægens og plejepersonalets:
| Læge | Plejepersonale, evt. i samarbejde med pårørende |
| Foretag relevante observationer
Foretag systematisk årsagsanalyse af mulige årsager til adfærd på baggrund af viden om personen og observationerne, og udarbejd en handleplan. Inddrag evt. pårørende |
I demenshåndbogen ’Metoder til at forstå adfærdsmæssige og psykiske symptomer’ (SST 2020) anbefales det at anvende 4-trinsmodellen som en ramme for det systematiske arbejde med at afdække mulige årsager til adfærden og forbedre trivslen. Modellen skitserer fire områder, der tilsammen udgør rammen for arbejdet:
- Observation – hvad ser vi?
- Indsamling af relevante observationer, fx uroskema, TOBS, væskeskema, registrering af udskillelser, smertescreening og deliriumscreening
- Indsamling af relevante observationer, fx uroskema, TOBS, væskeskema, registrering af udskillelser, smertescreening og deliriumscreening
- Analyse – hvordan forstår vi det, vi ser?
- Afholdelse af konference, evt. tværfaglig, med analyse af mulige årsager på baggrund af de indsamlede observationer. Udarbejdelse af handleplaner med fastsættelse af mål for planen
- Afholdelse af konference, evt. tværfaglig, med analyse af mulige årsager på baggrund af de indsamlede observationer. Udarbejdelse af handleplaner med fastsættelse af mål for planen
- Handling – hvad vil vi afprøve?
- Afprøvning af handleplaner
- Afprøvning af handleplaner
- Evaluering – hvad er effekten af vores handlinger?
- Vurdering af, om de fastlagte mål er opfyldt med handleplanen.
Medicinsk behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer
I Sundhedsstyrelsens Nationale kliniske anbefaling fra 2025 vurderes det, at man som hovedregel ikke skal anvende antipsykotika til behandling af adfærdsmæssige og psykiatriske symptomer hos mennesker med demens, da der er risiko for bivirkninger og øget mortalitet og ingen betydelige gavnlige effekter.
Bivirkninger ved antipsykotika til mennesker med demens
- Sedation, svimmelhed, sløvhed, konfusion, faldtendens
- Ekstrapyramidale symptomer, bevæge- og gangforstyrrelser
- Antikolinerge (obstipation, kvalme, opkast og urinretension, defokuseret syn, store pupiller)
- Arytmi, ortostatisk hypotension
- Dyb venetrombose, lungeemboli, apopleksi
- Delirøs tilstand
- Dysfagi
- Øget dødelighed
På grund af betydelig risiko for bivirkninger, fx ekstrapyramidale bivirkninger, skal der udvises særlig forsigtighed ved brug af antipsykotika til mennesker med Lewy body demens og demens ved Parkinsons sygdom. Disse patientgrupper er generelt markant mere følsomme over for disse stoffer og bør derfor henvises til ældrepsykiater.
Indikation for antipsykotika
Det kan ikke anbefales rutinemæssigt at anvende antipsykotika til behandling af adfærdssymptomer. Behandlingen bør kun iværksættes, hvis personen på trods af en systematisk, plejemæssig indsats er:
- til fare for sig selv eller andre
- svært psykisk forpint, fx med pinefulde hallucinationer eller vrangforestillinger
- i en terminal fase, hvor antipsykotika gives som en del af en lindrende behandling.
Antipsykotika bør anvendes så kort tid som muligt og i en så lille dosis som muligt, og behandlingen bør lægeligt følges op løbende i forhold til virkning og bivirkning. Hvis behandlingen fortsætter i over fire uger, skal personen oftest konfereres med en speciallæge i psykiatri.
En dato for revurdering af evt. påbegyndt behandling med antipsykotika bør planlægges ved behandlingens start med henblik på aftrapning og seponering.
Medicinsk behandling
Demensmedicin i form af kolinesterasehæmmere kan have en vis effekt, om end begrænset, på adfærdsmæssige og psykiske symptomer og kan derfor forsøges, hvis ovenstående kriterier er opfyldt. Hvis en person i et sent stadie af en demenssygdom er i behandling med demensmedicin og har væsentlige adfærdsmæssige og psykiatriske symptomer, må man overveje, om man skal seponere denne, da det kan medvirke til at forværre symptomerne. Omvendt kan man overveje at opstarte behandling med antidemensmedicin hos personer i et sent stadie, der har adfærdsmæssige og psykiske symptomer, da det også kan have en positiv effekt på adfærdssymptomerne.
Det eneste godkendte antipsykotika til brug for mennesker med demens er risperidon. Brug af andre antipsykotika til denne gruppe må anses for at være off-label behandling. Anvendelse af andre midler kan være relevant i en terminal fase.
Antipsykotika bør aldrig ordineres som pn., da det vil være vanskeligt at vurdere virkning og bivirkning.
Behandlingsmålet bør ikke være sedation og inaktivitet, men reduktion af forpinthed og angst, særligt ved hallucinationer og vrangforestillinger.
Det kan ikke anbefales at anvende 1. generations antipsykotika til behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer på grund af hyppige og alvorlige bivirkninger.
Søvnforstyrrelser
Ved søvnforstyrrelser er der sjældent indikation for antipsykotika. Det er vigtigt først at lave en nøjagtigkortlægning af søvnmønsteret. Personen med demens sover måske på et andet tidspunkt eller sover ikke samlet. Overvej almindelige søvnhygiejniske tiltag. Medicinsk behandling med melatonin kan evt. overvejes.