NIA-AA diagnosekriterier for mild cognitive impairment (MCI)

Diagnosekriterierne er opdelt i to sæt:

• 
  Kliniske kernekriterier for MCI uden bidrag fra biomarkører.
• 
  Forskningskriterier for MCI, der inkluderer biomarkører i form af analyse af rygmarvsvæske og/eller billeddannelse.

De ny kliniske kernekriterier for MCI er nært beslægtet med de tidligere kriterier for MCI, som Ronald Petersen i flere omgange har defineret.

Skelnen mellem normal kognitiv funktion og MCI – samt mellem MCI og demens – er vanskelig og må ofte bero på et klinisk skøn. Der er fire kliniske kernekriterier for MCI.

Kognitive aspekter af MCI

Personer med MCI scorer typisk ca. 1-1½ standardafvigelse under gennemsnittet for alders- og uddannelsesmatchede kontrolpersoner indenfor de kognitive domæner, hvor forringelsen gør sig gældende. Der er tale om vejledende retningslinjer og ikke om cut-off værdier.

Kognitiv vurdering

Som allerede nævnt ses svækkelse af den episodiske hukommelse (dvs. evnen til at indlære og huske nye oplysninger) hyppigst hos MCI-patienter, der efterfølgende udvikler Alzheimerdemens. En række episodiske hukommelsestests har vist sig anvendelige til at identificere de MCI-patienter, der har en høj risiko for at progrediere til Alzheimerdemens indenfor få år.

Disse tests er karakteriseret ved, at de måler både umiddelbar og forsinket genkaldelse, så det er muligt at vurdere genkaldelsen efter et stykke tid. Som eksempler på tests, der har vist sig brugbare til formålet, er ordlisteindlæring med flere forsøg: fx ordlisteindlæring med selektiv påmindelse (Free and Cued Selective Reminding Test), Rey Auditory Verbal Learning Test og California Verbal Learning Test.

Da også andre kognitive domæner end hukommelse kan være svækkede hos personer med MCI, er det vigtigt også at undersøge disse. Det drejer sig om eksekutive færdigheder (fx set-shifting, ræsonneren, problemløsning, planlægning), sprog (fx benævnelse, fluency, ekspressiv tale og forståelse), visuelt-rumlige færdigheder og styring af opmærksomheden (fx simpel og delt opmærksomhed).

Hvis neuropsykologisk testning ikke er praktisk muligt, kan det kognitive funktionsniveau vurderes ved hjælp af enkle, uformelle procedurer. Undersøgeren kan bede patienten indlære et navn og en adresse og genkalde oplysningerne igen efter nogle minutters afledning (brug fx den tilsvarende opgave fra Addenbrooke’s Cognitive Examination).

Alternativt kan undersøgeren bede patienten om at benævne tre dagligdagsgenstande (fx en blyant, en mønt, en teske), placere dem tre forskellige steder i lokalet, hvor de ikke er umiddelbart synlige, og efter nogle minutters afledning bede patienten oplyse genstandenes navn og placering.

Sådanne screeningsprægede opgaver er lette at lægge ind i en undersøgelse for demens og giver ofte nyttige oplysninger. Dog bør man være opmærksom på, at opgaverne ikke er tilstrækkeligt sensitive til at afdække diskret kognitiv svækkelse i forbindelse med den tidlige fase af MCI. Opgaverne vurderer heller ikke andre kognitive domæner end hukommelse.

Debutsymptomerne ved Alzheimers sygdom kan variere og omfatter ikke nødvendigvis hukommelsesbesvær. Som eksempler på atypiske kliniske symptombilleder kan nævnes den visuelle variant af Alzheimer (herunder posterior kortical atrofi) eller den sproglige variant (også kaldet logopenisk afasi). Disse kliniske profiler er også forenelige med MCI forårsaget af Alzheimers sygdom.