Anbefalinger til opsporing og håndtering af fysiske helbredsproblemer hos mennesker med demens
Det kan være svært at opdage i tide, når mennesker med demens har fysiske helbredsproblemer, fordi de ofte ikke er i stand til at udtrykke, hvad der er galt, og fordi symptomerne ikke nødvendigvis ligner de gængse symptomer.
Fx får ældre mennesker ikke feber i forbindelse med infektioner, og herudover kan mennesker med demens reagere på fx smerter ved at ændre adfærd og blive mere urolige, end de plejer, eller ved at blive mere passive og apatiske. De anderledes reaktioner kan gøre det svært for sundhedspersonalet at finde ud af, hvad der er galt, før sygdommen har udviklet sig.
Det er vigtigt at gribe ind i tide, fordi mennesker med demens, der bliver syge, kommer sig dårligere, oftere bliver indlagt og har større risiko for varig funktionsnedsættelse. Derfor skal årsagen til symptomerne identificeres, og der skal handles på dem så hurtigt som muligt.
Anbefalingerne er primært lavet til sundhedspersonale i kommunerne, men sygehuspersonale kan også have glæde af dem. De kan bruges som opslagsværk og indeholder blandt andet et flowchart, som giver overblik over processer og handleanvisninger. Det er lavet, så flowchartet kan bruges, uden man har læst anbefalingerne.