Værgemål
Personlig og/eller økonomisk værge
Det kan være ægtefælle, voksne børn, søskende eller andre, der søger om værgemål. Men det kan også være kommunen, regionen eller politidirektøren.
Beslutninger om iværksættelse af værgemål tages af Familieretshuset og kan resultere i, at den pågældende person får en værge, der kan træffe de nødvendige retlige beslutninger på vedkommendes vegne. Familieretshuset fører tilsyn med værgen.
Hvis der er uenighed om behovet for et værgemål, fx hvis personen med demens modsætter sig at få en værge, kan Familieretshuset ikke behandle sagen. Den sendes videre til byretten, som træffer beslutningen.
Værgemålet ophører, når der ikke længere er behov for det, eller når personen under værgemålet dør.
Et værgemål kan skræddersyes til formålet. Det kan i større eller mindre grad omhandle personlige forhold og/eller økonomiske forhold.
Hel eller delvis fratagelse af den retlige handleevne
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at beskytte personen mod at blive udnyttet eller mod, at den pågældende selv tager beslutninger, der er i modstrid med vedkommendes interesse. I disse tilfælde kan personen helt eller delvist fratages den retlige handleevne.
Samværgemål
Hvis en person med demens har behov for hjælp til at administrere sin formue eller andre økonomiske forhold, kan personen søge om at få beskikket en samværge. Det forudsætter, at personen med demens fungerer så godt, at vedkommende kan samarbejde.
Der føres ikke tilsyn med samværgemål.
Her kan du finde nyeste bekendtgørelser og lovgivning på området.