Session 9: Ordne ting i kategorier
Ideer til aktiviteter
En pose med forskellige genstande til at kategorisere med. Hvilke hører sammen? Hvilke skiller sig ud? Hvilke hører til i et køkken? Hvilke vil du tage med på ferie?
Affaldssortering – hvordan vil I sortere? Print forskellige piktogrammer og fotos af madvarer, emballage og andet fra husholdningen. Deltagerne kommer med forslag til, hvordan de vil affaldssortere tingene. Herefter kan man tale om bæredygtighed, fx miljøhensyn før og nu, og hvad man selv kan gøre for at være miljøvenlig i dagligdagen. Hvad er holdningerne til køb af genbrug?
Piktogrammer til affaldssortering.
Kategorisere ting efter materiale, fx træ, plast, metal, papir eller efter overflade, fx glatte ting, bløde ting, varme ting, ru ting osv.
Træk et tilfældigt bogstav og find ord, der starter med det bogstav inden for forskellige kategorier. Gør det sammen to og to på et stykke papir eller i fællesskab med visning på tavle. Se skema her.
Eksempel:
Pigenavn |
Drengenavn |
Land |
By |
Dyr |
Mad |
Pernille |
Peter |
Portugal |
Pedersker |
Pungrotte |
Pære |
Skriv et emne på tavlen, fx Vesterhavet, Arbejdsplads, Sport, Mad, Restaurant, Teater, Film, Musik, Ferie eller hvad der nu interesserer gruppen. Prøv at komme omkring de forskellige sanser og få så mange eksempler som muligt. Hvad er det bedste ved Vesterhavet? Hvad får det dig til at tænke på? Fx Vesterhavet: salt, strand, bide i rav, røre ved rav, samle sten, slå smut, høje bølger, skum, bunkers, koldt, blæsende, klitter, sommer, sand mellem tæerne. Eksemplerne skrives på tavle/flipover af gruppeleder. Formålet er at aktivere ordforråd. Kan lægge op til samtale om personlige oplevelser (sjove, minderige) de har til emnet.