Effekt af kolinesterasehæmmere ved Parkinsons sygdom og Lewy body demens

Effekten af donepezil og rivastigmin på demens ved Parkinsons sygdom og Lewy body demens er undersøgt i syv randomiserede kontrollerede kliniske forsøg (RCT) publiceret i perioden 2000 til 2012.

Kognitiv funktion

Der foreligger seks studier (RCT), der sammenligner virkningen af kolinesterasehæmmere med placebo på det kognitive funktionsniveau ved demens ved Parkinsons sygdom eller Lewy body demens målt ved hjælp af Mini-Mental Status Examination (MMSE).

Både donepezil og rivastigmin har en signifikant, om end beskeden, gavnlig effekt på den kognitive funktion. Der ses ingen dosis-responssammenhæng. Studierne er finansieret af medicinalfirmaer.

Effekt af kolinesterasehæmmere versus placebo på MMSE
Lægemiddel Dosis Antal studier i meta-analyse Samlet deltagerantal Mean difference 95 % konfidensinterval Reference
Donepezil 5 mg 3 440 2,57 0,90 til 4,23 Wang 2015
10 mg 4 450 1,31 0,09 til 2,53
Rivastigmin 12 mg 2 621 1,04 0,43 til 1,65

 

Praktisk funktionsevne

Der foreligger et enkelt studie fra 2004, der sammenligner virkningen af rivastigmin med placebo på den praktiske funktionsevne i hverdagen, målt ved hjælp af Alzheimer's Disease Consortium Study – Activities of Daily Living Inventory (ADCS-ADL).

Behandling med rivastigmin (12 mg) har en signifikant, om end ganske lille, gavnlig effekt på funktionsevnen (standardiseret mean difference 0,21 [95 % konfidensinterval 0,02 til 0,40]). Studiet er finansieret af medicinalfirmaet Novartis.

Generel tilstand

Der foreligger fem forsøg (RCT), der sammenligner virkningen af kolinesterasehæmmere med placebo på patientens generelle tilstand/det globale funktionsniveau målt ved hjælp af the Clinician’s Global Impression of Change (CGIC).

Både donepezil og rivastigmin har en signifikant, om end beskeden, gavnlig effekt på den generelle tilstand. Der ses ingen dosis-respons-sammenhæng. Studierne er finansieret af medicinalfirmaer.

Effekt af kolinesterasehæmmere versus placebo på CGIC
Lægemiddel Dosis Antal studier i meta-analyse Samlet deltagerantal Mean difference 95 % konfidensinterval Reference
Donepezil 5 mg 3 441 -0,65 -1,28 til -0,01 Wang 2015
10 mg 4 460 -0,60 -1,00 til -0,20
Rivastigmin 12 mg 1 494 -0,50 -0,77 til -0,23

 

Adfærd

Der foreligger tre studier, der sammenligner virkningen af kolinesterasehæmmere med placebo på psykiske symptomer og adfærdsforstyrrelser målt ved hjælp af Neuropsychiatric Inventory (NPI-10). Både donepezil (10 mg) og rivastigmin har en signifikant, om end beskeden, gavnlig effekt på symptomerne. Studierne er finansieret af medicinalfirmaer.

Effekt af kolinesterasehæmmere versus placebo på NPI-10
Lægemiddel Dosis Antal studier i meta-analyse Samlet deltagerantal Mean difference

95 % konfidensinterval

Reference
Donepezil 5 mg 1 64 -0,43 -0,93 til 0,06 Wang 2015
10 mg 1 67 -0,54 -1,03 til -0,05
Rivastigmin 12 mg 2 600 -0,21 -0,38 til -0,04

 

Senest opdateret: