Adgang til teknologi og hjælpemidler
Mange af de teknologier, man anbefaler til mennesker med demens, er godkendt som hjælpemidler. Det betyder, at det er muligt at ansøge om at få teknologien stillet til rådighed fra kommunen, nogle gange gratis, andre gange med egenbetaling.
Andre af de teknologier, man anbefaler til mennesker med demens, betragtes som såkaldte forbrugsgoder, som man selv må anskaffe.
Læs mere om bestemmelserne for hjælpemidler og forbrugsgoder i serviceloven her.
Det kan være personen selv, pårørende eller fagpersoner, der ansøger om hjælpemidler til personen med demens.
Information og adgang til teknologi til mennesker med demens er organiseret på forskellig vis i kommunerne. Nogle kommuner har tilbud om såkaldte teknologibiblioteker, hvor borgere kan få rådgivning og låne teknologier i en periode, så de kan afprøve, om det er en velegnet løsning for dem.
I mange kommuner er visitation til hjælpemidler, udlevering og service organiseret omkring et hjælpemiddeldepot, hvor fagpersoner, fx ergoterapeuter, varetager vurdering af behov og visiterer til relevante hjælpemidler. I mange kommuner rådgiver demenskoordinatorer også om teknologi til mennesker med demens.
Hjælpemiddeldatabasen ved Social- og Boligstyrelsen præsenterer en lang række af hjælpemidler, herunder også hjælpemidler til mennesker med demens. Det er forhandlere af hjælpemidlerne selv, der registrerer og giver information om produkter i databasen. Der er dermed ingen formelle krav til dokumentation for, at produkterne er velegnede til mennesker med demens.
Du kan finde hjælpemiddeldatabasen på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside her.