Barrierer i forhold til omsorg, pleje og støttetilbud

Mennesker fra etniske minoriteter med demens og deres pårørende benytter sig ikke af pleje- og omsorgsydelser som dagtilbud, hjemmepleje og plejehjem i samme grad som etniske danskere. Derfor er der brug for et særligt fokus over for mennesker med demens fra etniske minoriteter – ikke kun når det handler om at stille en korrekt diagnose, men i hele sygdomsforløbet, hvor både de og deres pårørende ofte har helt særlige behov for tilrettelagte indsatser.

Årsagen til den mere begrænsede brug af omsorgs- og støttetilbud blandt etniske minoriteter kan bl.a. hænge sammen med, at mennesker fra etniske minoriteter har:

• et andet mønster i forhold til, hvor og hvornår man søger hjælp (fx i forhold til sygdom).
• mangelfuld viden om demens.
• en stigmatiseret forståelse af demens.
• en anden kulturel indstilling til ældreomsorg.

Samtidig er pårørende fra etniske minoriteter stort set fraværende i pårørendegrupper.

Selvom der er betydelige individuelle forskelle i pårørendes oplevelse af at være pårørende og i deres motivation for at påtage sig omsorgsrollen yde pleje og modtage hjælp udefra, så vælger de fleste pårørende fra etniske minoriteter i mange tilfælde selv at varetage den pleje, omsorg og støtte, som ellers ville blive dækket af offentlige pleje- og omsorgsydelser.

Der er derfor brug for et særligt fokus over for mennesker med demens fra etniske minoriteter i hele sygdomsforløbet, hvor både de og deres pårørende ofte har helt særlige behov for tilrettelagte indsatser.

En anden pårørenderolle

Flere faktorer kan påvirke beslutninger om demensomsorg. Ofte vil de pårørende anse det som familiens ansvar at tage sig af ældre familiemedlemmer med demenssygdom. I nogle tilfælde er dette knyttet til religiøse overbevisninger.

Ofte vil det også blive anset for at være de voksne børns pligt at tage sig af deres forældre, når de bliver gamle og får brug for hjælp – ligesom forældrene har taget sig af dem, da de var små. Det kan derfor være skamfuldt at overlade ansvaret for omsorgen og plejen af et ældre familiemedlem til ”udefrakommende”.

Især plejehjem er ofte forbundet med et stort tabu og er i de fleste tilfælde noget, som man først overvejer, når alle andre muligheder er udtømte. Man må i den forbindelse huske, at det i mange henseender er ”danskerne”, som er anderledes. I det meste af verden er ansvaret for småbørn og ældre nemlig hovedsageligt et familieanliggende.

Dette var også tilfældet i Danmark indtil 1950’erne. Den skandinaviske velfærdsmodel medførte bl.a. en udbygning af den offentlige børne- og ældreomsorg, hvor ansvaret for småbørn og ældre i stigende grad blev overdraget til staten og senere til kommunerne, da flere kvinder fik adgang til arbejdsmarkedet.

I mange tilfælde vil etniske minoriteters særlige sproglige, kulturelle og religiøse behov ikke kunne dækkes af almindelige kommunale indsatser og pleje- og omsorgstilbud. Mange ældre fra etniske minoriteter oplever fx, at aktivitetstilbud er tilpasset interesser og livsvilkår hos ældre etniske danskere. Og derfor benytter flere sig ikke af dem.