D-vitamin

D-vitamin er et fedtopløseligt steroidlignende hormon, der via regulering af kalkstofskiftet spiller en vigtig rolle i vedligeholdelse af blandt andet knoglerne. Rundt regnet 90 % af mængden af D-vitamin dannes i huden, når man udsættes for sollys. På grund af den begrænsede lysmængde i vinterhalvåret er mangel på D-vitamin et udbredt problem på vore breddegrader, især blandt ældre mennesker.

• D-vitamin-insufficiens (let mangel) refererer til værdier for 25-hydroksyvitamin D (25(OH)D) < 50 nmol/L
• D-vitaminmangel defineres som 25(OH)D < 25 nmol/L
• Svær D-vitaminmangel defineres som 25(OH)D < 12 nmol/L

Dyreforsøg

Dyreforsøg og forsøg med cellekulturer tyder på, at D-vitamin både har en beskyttende virkning på nervecellerne og en stimulerende virkning på dannelsen af ny nerveceller. Fx ses dårligere udvikling af hjernen hos afkom af rottemødre med D-vitaminmangel, mens indsprøjtninger med D-vitamin ser ud til at bremse udviklingen af kognitiv svækkelse hos ældre rotter.

Forsøg med cellekulturer tyder på, at D-vitamin kan stimulere særlige immunceller (makrofager) til at fjerne det skadelige proteinstof beta-amyloid og derved beskytte neuronerne.

Tværsnitsundersøgelser

Resultaterne fra tværsnitsundersøgelser og case-kontrolstudier vedrørende sammenhængen mellem D-vitamin og kognitiv svækkelse eller demens er sammenfattet i fire oversigtsartikler og meta-analyser udgivet i perioden 2012-2013. Disse befolkningsundersøgelser viser gennemgående, at ældre med kognitiv svækkelse eller demens har lavere serumværdier af D-vitamin end kognitivt intakte ældre.

Resultaterne bør dog tolkes med forsigtighed, idet sammenhængen kan være udtryk for, at personer med begyndende demens ændrer kostvaner, så de får mindre D-vitamin, eller holder sig mere inden døre (omvendt kausalitet).

Prospektive kohortestudier

Fremadrettede (prospektive) befolkningsundersøgelser af sammenhængen mellem D-vitamin og kognitiv svækkelse har givet modstridende resultater. Ud af otte studier publiceret i perioden 2010-2014 viste seks studier, at lave koncentrationer af D-vitamin er signifikant forbundet med risiko for kognitiv svækkelse, ét studie fandt ingen sammenhæng og et enkelt studie fandt en omvendt sammenhæng.

Til gengæld fandt en meta-analyse af tværsnits- og kohortestudier (fra 2013), at lave D-vitaminkoncentrationer er signifikant associeret med svigt i mentale styringsfunktioner (eksekutive funktioner) – særligt når det gælder evnen til mentale skift, opdatering af information og forarbejdningstempo.

Demens

Prospektive befolkningsundersøgelser viser nogenlunde samstemmende, at lave niveauer af D-vitamin er associeret med øget risiko for at udvikle demens senere i livet. Risikoen stiger markant ved let mangel på D-vitamin (insufficiens).

Det betyder, at ved D-vitaminværdier over 50 nmol/L (normale værdier), er risikoen for demensudvikling ikke forhøjet, og ved værdier lavere end 50 nmol/L (D-vitamin insufficiens) er risikoen forhøjet. Fx viser en undersøgelse fra 2014, at ældre med let mangel på D-vitamin har ca. 53 % øget risiko for at udvikle demens generelt og ca. 69 % øget risiko for at udvikle Alzheimers sygdom i løbet af en opfølgningsperiode på 5,6 år.

Kliniske forsøg

Der foreligger fire kliniske forsøg fra perioden 2008-2012, der måler effekten af D-vitamintilskud på det kognitive funktionsniveau hos ældre. Resultaterne er modstridende: tre forsøg fandt ingen effekt, mens det fjerde forsøg fandt signifikant positiv effekt på den kognitive funktion efter 16 måneders behandling.

Interventionsstudierne er dog præget af forskellige metodemæssige svagheder i form af fx små deltagergrupper og kort opfølgning (i tre af de fire forsøg), mangelfuld randomisering og utilstrækkelig dosering af D-vitamin, hvilket svækker muligheden for at generalisere. Flere og bedre interventionsstudier er undervejs.