B-vitaminer

Mangel på B6-, B9- eller B12-vitamin mistænkes at kunne øge risikoen for udvikling af kognitiv svækkelse og demens hos ældre Men kliniske forsøg med tilskud af B-vitamin har indtil videre givet blandede resultater.

B-vitaminer er involveret i en række vigtige funktioner i cellens stofskifte. Der findes otte forskellige typer af B-vitamin, hvoraf især tre – B6, B9 og B12 – menes at have en beskyttende virkning på hjernen og det kognitive funktionsniveau.

B6 (pyridoxin)

B6-vitamin er bl.a. involveret i syntese af hæmoglobin, hjernens signalstoffer (neurotransmittere) samt produktionen af B3-vitamin. B6-vitamin spiller også en rolle i omsætningen af lipider og aminosyrer.

Fremadrettede (prospektive) befolkningsundersøgelser af sammenhængen mellem mangel på B6-vitamin og risikoen for udvikling af kognitiv svækkelse eller demens har givet blandede resultater. Randomiserede kontrollerede kliniske forsøg med tilskud af B6-vitamin har ikke givet overbevisende dokumentation for, at det kan forebygge udvikling af kognitiv svækkelse.

B9 (folat, folinsyre)

B9-vitamin er involveret i dannelse af røde blodlegemer og i omsætningen af aminosyrer og nukleinsyrer. Vitaminet understøtter også den normale celledeling under graviditeten. Ligesom for B6-vitamin ser man blandede og inkonsistente resultater i både prospektive befolkningsundersøgelser og kliniske forsøg.

En af forklaringerne er måske, at tilskud af folinsyre kun har en gavnlig effekt på personer, der i forvejen mangler pågældende vitamin. Da mangel på folinsyre ikke er særlig almindelig i befolkningen, forsvinder en eventuel gavnlig effekt, når man ser på de samlede resultater.

B12 (cobalamin)

B12-vitamin spiller en afgørende rolle i dannelsen af røde blodlegemer (sammen med folinsyre) og cellernes myelinskeder samt i omsætningen af kulhydrater, lipider og proteiner.

En systematisk gennemgang fra 2012 af 21 kohorteundersøgelser fandt ikke nogen sikker sammenhæng mellem B12-vitamin og risiko for kognitiv svækkelse eller demens. Dog ses, at studier, der anvender præcise biomarkører for B12-status (methylmalonsyre eller holotranscobalamin), finder en sammenhæng med kognitiv funktion.

Sammenfattende vurderes det, at tilskud af B-vitamin formentlig kun har en forebyggende effekt mod kognitiv svækkelse hos ældre, der mangler et eller flere af pågældende B-vitaminer.

Senest opdateret: