Mennesker med demens og COVID-19-symptomer
Symptomer på somatisk sygdom kan komme til udtryk på mange måder, fx gennem ændret adfærd, ændret spisemønster, urolig adfærd eller meget stille adfærd.
Et studie fra Italien har vist, at gruppen af COVID-19-patienter med demens havde et anderledes symptombillede ved indlæggelsen end det, man ellers kender til. Kun 47 % af patienterne med demens havde feber, 44 % havde åndenød og 14 % havde hoste. Til gengæld var to ud af tre COVID-19-patienter med demens præget af delirium, især den stille slags, og mere end halvdelen af patienterne havde forværret praktisk funktionsevne ved indlæggelsen.
Vær særlig opmærksom på tidlige tegn på sygdom
Det er alvorligt, hvis en person med demens ikke reagerer på eller giver udtryk for symptomer på COVID-19. Det kan føre til alvorlig sygdom eller død, hvis det ikke bliver opdaget i tide. Uopdagede symptomer på COVID-19 kan også føre til, at personen med demens smitter andre. Fagpersoner på plejecentre og i hjemmeplejen må derfor være ekstra opmærksomme på at opspore tegn på tidlig sygdom, hvis en person i løbet af kortere tid ændrer adfærd.
Spørg regelmæssigt ind til symptomer, som fx hovedpine, feber eller andre symptomer. Stil spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej. Stil korte spørgsmål, og understøt spørgsmålene med dit kropssprog, fx ved at pege på eller lægge hånden på en given kropsdel. Sig fx:
Har du ondt her? (imens du lægger hånden på panden).
I hjemmet er den pårørende ofte den første til at opdage, hvis personen med demens pludseligt ændrer adfærd. Den pårørende kan også holde ekstra øje med symptomer som forkølelse, hoste, nedsat lungefunktion og/eller feber.
Det er vigtigt at informere pårørende om, at sådanne observationer er betydningsfulde og helst skal videregives til en sundhedsperson, fx egen læge eller hjemmesygeplejersken hurtigst muligt.