Kommunikation med mennesker med demens
Når et menneske med demens skal informeres om nye tiltag eller restriktioner, kan det være en fordel, at det er en person, der i forvejen har en tryg relation til vedkommende, som informerer om den aktuelle situation med let forståelige budskaber. Vedkommende kan ud fra sit kendskab til personen med demens bedst vurdere, hvad der skal informeres om, hvordan og hvor ofte.
Det er hensigtsmæssigt at sortere i fakta og nøjes med at give den information, der er nødvendig og relevant for personen med demens, samtidig med at man må forsøge at informere uden at skabe unødig frygt og usikkerhed.
Vær beroligende
Vær opmærksom på, at selvom man har demens i den svære fase, vil man ofte kunne mærke utrygheden og den frygt, som situationen medfører. Brug tid på at berolige personen med demens og fortæl, at der er styr på situationen. Lyt til og anerkend personens oplevelser. Vær nøgtern og rolig og afslut samtalen tydeligt. Det kan være en god idé at aflede til en positiv aktivitet eller samtale.
Her er nogle gode råd til, hvordan kommunikation om COVID-19 til mennesker med demens kan tilpasses:
-
Skab tryghed og etabler kontakt fra starten. Få øjenkontakt, vær i øjenhøjde og brug personens navn.
-
Brug et tydeligt kropssprog. Kropssprog og mimik er vigtig for at skabe tillid og tryghed. Vis, hvad der skal foregå.
-
Vær rolig og tålmodig. Sæt tempoet ned. Hjernen arbejder langsommere, når man har demens, så nøjes med at sige én ting ad gangen. Gentag informationen flere gange. Bevar roen, og besvar spørgsmål på samme måde hver gang.
-
Vær konkret og udtryk dig enkelt uden detaljer. Sig fx:
Mange danskere er alvorligt syge for tiden. Det smitter.
Jeg bruger handsker og maske. Så undgår jeg at sprede smitte.
Det er vigtigt, at du vasker hænder ofte. Så undgår du at blive smittet. Jeg hjælper dig med det.
Skriv beskeder eller lav piktogrammer
Alt efter, hvor fremskreden demenssygdommen er, kan mennesker med demens have mere eller mindre svært ved at huske hygiejneråd, fx at vaske hænder. For de, der har intakt læseevne, kan det være en hjælp at få vigtige budskaber skrevet ned på en kort og præcis måde og have dem liggende synligt fremme. Dette øger personens mulighed for at fastholde og genkalde information.
Fagpersoner kan hjælpe ved at sætte huskesedler på fx badeværelset eller i køkkenet med besked om at vaske hænder. Vær dog opmærksom på, om det skaber unødig frygt og usikkerhed hos personen, hver gang han eller hun genlæser budskaberne.
I stedet for skriftlige budskaber, kan man anvende piktogrammer til at forklare situationen. Det kan muligvis øge personens mulighed for at forstå og fastholde de nye rutiner.