Andre fedtstoffer

En kost, der er rig på mættede fedtstoffer (fedt fra kød og mælkeprodukter) og transfedtsyrer (industrielt hærdede fedtstoffer) kan øge risikoen for åreforkalkning. Derfor mistænkes denne type kost også for at udgøre en risikofaktor for udvikling af demens.

Fedtstoffer i fødevarer kan inddeles i fire grupper:

  • Mættede fedtsyrer
  • Transfedtsyrer
  • Enkeltumættede fedtsyrer
  • Flerumættede fedtsyrer

Resultater fra dyreforsøg viser samstemmende, at en kost med store mængder mættede fedtsyrer og transfedtsyrer øger risikoen for kognitiv svækkelse hos laboratoriedyr, hvorimod en kost med enkelt- og flerumættede fedtsyrer er associeret med neutral eller nedsat risiko for kognitiv svækkelse.

Høje niveauer af mættede fedtsyrer og transfedtsyrer ser ud til at svække blodhjernebarrieren, øge ophobning af beta-amyloid i hjernen og mindske optagelsen af glukose i hippocampus.

Befolkningsundersøgelser vedrørende sammenhængen mellem forskellige typer fedtsyrer og risikoen for kognitiv svækkelse eller demens har givet blandede resultater.

Demens

Der foreligger seks fremadrettede (prospektive) befolkningsundersøgelser vedrørende indtagelse af fedstoffer og risiko for demens – herunder Alzheimers sygdom – publiceret i perioden 1997-2012. Studierne har givet modstridende resultater, men de metodemæssigt stærkeste studier finder, at mættede fedtsyrer og transfedtsyrer er associeret med en øget risiko for udvikling af Alzheimer.

Disse studier tog statistisk højde for, at der er en moderat til høj sammenhæng (korrelation) mellem indtagelsen af forskellige typer fedtsyrer: Spiser man meget af en type fedt, spiser man ofte også meget af andre typer fedt. Tilsvarende finder nogle af studierne, at indtagelse af enkelt- og flerumættede fedtsyrer muligvis har en beskyttende virkning mod Alzheimers sygdom.

Mild cognitive impairment

Der foreligger fire prospektive befolkningsundersøgelser vedrørende indtagelse af fedtstoffer og risikoen for let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment; MCI) publiceret i perioden 2006-2012. Studierne har givet modstridende resultater, hvilket til dels kan forklares ved metodemæssige forskelle.

Igen finder det metodemæssigt stærkeste studie – det finske CAIDE-studie, hvor deltagerne blev fulgt i mere end 20 år – en sammenhæng mellem indtagelse af mættede fedtsyrer og øget risiko for udvikling af MCI.

Kognitiv svækkelse

Otte prospektive befolkningsundersøgelser, der er publiceret i perioden 2003-2012, ser på indtagelse af fedtstoffer og risiko for kognitiv svækkelse over tid. Flertallet af studierne finder en sammenhæng mellem indtagelse af mættede fedtsyrer og øget risiko for udvikling af kognitiv svækkelse med tiden.

Tilsvarende finder flere studier, at indtagelse af enkelt- og flerumættede fedtsyrer har en mulig beskyttende virkning mod kognitiv svækkelse. Samlet set er resultaterne dog ikke entydige.

Forskningen vedrørende indtagelse af forskellige typer fedtsyrer og risiko for kognitiv svækkelse eller demens er sammenfattet i to oversigtsartikler fra 2014.

Prospektive kohortestudier af indtagelse af fedtstoffer og risiko for Alzheimer
Studie Land Reference
The Rotterdam Study Holland Engelhart, 2002; Kalmijn 1997
The Washington Heights - Inwood Columbia Aging Project (WHICAP) USA Luchsinger, 2002
The Chicago Health and Aging Project (CHAP) USA Morris, 2003
The Cardiovascular Risk Factors, Aging and Dementia Study (CAIDE) Finland Laitinen, 2006
The Uppsala Longitudinal Study of Adult Men (ULSAM) Sverige Ronnemaa, 2012
the Three-City Study Frankrig Samieri, 2008

 

Prospektive kohortestudier af indtagelse af fedtstoffer og risiko for MCI
Studie Land Reference
The Cardiovascular Risk Factors, Aging and Dementia Study (CAIDE) Finland Eskelinen, 2008
The Italian Longitudinal Study on Aging (ILSA) Italien Solfrizzi, 2006
The Personality and Total Health Thorugh Life Study (PATH) Australien Cherbuin, 2012
The Rochester Epidemiology Project USA Roberts, 2012

 

Prospektive kohortestudier af indtagelse af fedtstoffer og risiko for kognitiv svækkelse
Studie Land Reference
The Chicago Health and Aging Project (CHAP) USA Morris, 2004
The Cognitive Change in Women study USA Naqvi, 2011
The Italian Longitudinal Study on Aging (ILSA) Italien Solfrizzi, 2006
The Women's Health Study USA Okerke, 2012
The Women's Antioxidant Cardiovascular Study USA Vercambre, 2010
The Nurses' Health Study USA Devore, 2009
The Atherosclerosis Risk in Communities Study (ARIC) USA Beydoun, 2007
Etude de Vieillissement Arteriel (EVA) Frankrig Heude, 2003

 

Senest opdateret: