Der er etableret særlige institutionspladser for personer med udviklingshæmning og demens, men det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan denne gruppe prioriteres i forhold til særlige institutionspladser og i forhold til demensplejehjem. Da der er tale om en Alzheimerlignende demens, kan det synes nærliggende at behandle symptomerne med de medicintyper, der er udviklet til behandling af Alzheimers sygdom.
Datagrundlaget er relativt spinkelt. Indtil videre er kun donepezil og memantin systematisk afprøvet på personer med Downs syndrom og Alzheimerlignende demens, hvorimod effekten af rivastigmin og galantamin ikke er undersøgt.
Der foreligger fire randomiserede kontrollerede undersøgelser af effekten af behandling med donepezil med i alt 192 deltagere publiceret i perioden 2002 til 2011. Endvidere foreligger der to randomiserede kontrollerede undersøgelser af effekten af behandling med memantin med i alt 184 deltagere, der begge blev publiceret i 2012.
Resultaterne vedrørende demenslægemidler ved Downs syndrom er sammenfattet i en række Cochranereviews, hvoraf det seneste fra 2015 konkluderer, at kvaliteten af den foreliggende evidens er for ringe til, at der kan drages nogen sikre konklusioner om, hvorvidt lægemidlerne kan forsinke udvikling af kognitiv svækkelse ved Downs syndrom.
Salem LC. Personer med udviklingshæmning og demens. In: Øksnebjerg L, Hasselbalch S, Lolk A, Vølund B, editors. Forstå demens. 3 ed. København: Hans Reitzels Forlag; 2022.
Livingstone N, Hanratty J, McShane R, Macdonald G. Pharmacological interventions for cognitive decline in people with Down syndrome. Cochrane Database Syst Rev. 2015;2015(10):CD011546.