Undervisning af pårørende
Værktøjskassen – støtte til et liv med demens er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens. Det er et gratis koncept til fagpersoner, der underviser, rådgiver og støtter mennesker med demens og pårørende. Værktøjskassen indeholder alle de materialer, du skal bruge for blandt andet at kunne undervise pårørende i demens.
Gå til Værktøjskassens hjemmeside, og se alle de gratis materialer.
Pårørende efterspørger ofte viden om demens, redskaber til at håndtere dagligdagens udfordringer og idéer til nye måder at være sammen med deres kære, så samværet giver glæde og skaber trivsel hos begge parter.
Pårørendekurser kan styrke de pårørendes ressourcer og handlekraft ved at give dem viden om demens og brugbare redskaber til at mestre samværet og hverdagslivet med demens.
Dette kursus henvender sig til fagpersoner, som ønsker viden, inspiration og konkrete redskaber til at planlægge og afholde pårørendekurser med udgangspunkt i Værktøjskassen – støtte til et liv med demens. Der vil være fokus på både pædagogiske værktøjer og faciliterende greb, som fremmer læring og aktiv deltagelse.
Du modtager et teams-link i ugen op til kurset.
Målgruppe
Fagpersoner, der arbejder med at støtte pårørende til mennesker med demens, fx demenskoordinatorer, demensvejledere og demensfaglige ledere.
Det får du ud af kurset:
- Indblik i de materialer i Værktøjskassen, der er udviklet til undervisning i pårørendegrupper.
- Styrket viden og kompetencer til at kunne varetage undervisningen på pårørendekurser.
Program
Velkomst
Introduktion til ’Værktøjskassen – støtte til et liv med demens’
- Baggrund og formål med Værktøjskassen
- Hvad kendetegner pårørende til mennesker med demens?
- Opbygning og temaer i materialet til de forskellige pårørendekurser
Pause
Undervisning på pårørendekurser med Værktøjskassens materialer
- Pædagogiske principper og formidlingsformer
- Tilpasning af indhold til forskellige målgrupper af pårørende
- Rollen som underviser
- Metoder til at skabe aktiv deltagelse i undervisningen
Vi lægger små pauser ind undervejs.
Fra teori til praksis: Sådan kommer du i gang med at afholde pårørendekurser
Afrunding
Undervisere
Tove Buk
Tove Buk er uddannet sygeplejerske i 1987 og har været uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens siden 2014. Hun har arbejdet med patienter med demens i over 20 år, været leder for demensafdeling i 9 år, demenskonsulent i 13 år og undervist i demens i 12 år. Tove Buk blev desuden Merkonom i Personaleudvikling i 2000 og uddannet voksenunderviser i 2012.
Ulla Vidkjær Fejerskov
Ulla Vidkjær Fejerskov er uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens. Hun er uddannet ergoterapeut, har en diplomuddannelse i demens (SocD) og en Master i Voksnes Læring og Kompetenceudvikling. Som underviser har Ulla Vidkjær Fejerskov særlig interesse for meningsfulde aktiviteter til mennesker med demens og støtte til pårørende. Ulla har tidligere arbejdet som demenskoordinator og udviklingskonsulent i kommunalt regi. Ulla er certificeret og godkendt som international CST-underviser af Dr. Aimee Spector, University College London.