Brug samtaleredskab til at styrke selvbestemmelsen hos mennesker med demens
Samtalehjulet – version demens er et redskab til samtaler med mennesker med demens, der er velegnet til at styrke selvbestemmelsen. Samtalehjulet er en del af Værktøjskassen – støtte til et liv med demens, som er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens. Det er et gratis koncept til fagpersoner, der underviser, rådgiver og støtter mennesker med demens og pårørende.
Gå til Værktøjskassens hjemmeside.
På grund af problemer med kognitive funktioner som sprog, koncentration og initiativ kan det være svært for mennesker med demens at give udtryk for personlige ønsker og værdier. Med Samtalehjulet – version demens bliver det muligt at tage højde for de kognitive udfordringer og at styrke den enkeltes mulighed for selvbestemmelse.
På dette kursus får du viden om Samtalehjulet og lærer, hvordan du kan bruge det og de tilhørende materialer til at understøtte den enkeltes selvbestemmelse.
Du modtager et teams-link i ugen op til kurset.
Målgruppe
Fagpersoner, der arbejder med at støtte mennesker med demens, fx demenskoordinatorer, demensvejledere og demensfaglige ledere.
Det får du ud af kurset:
- Kort introduktion til Værktøjskassens indhold og baggrund.
- Indblik i Samtalehjulet, og hvordan man bruger det.
- Styrket viden om og kompetencer til at varetage samtaler med fokus på selvbestemmelse.
Program
Velkomst
Kort introduktion til Værktøjskassens baggrund og indhold
Introduktion til Samtalehjulet
- Baggrund og formål
- Fagpersonens rolle og kompetencer
- Præsentation af materialer til Samtalehjulet
Pause
Samtalehjulet i praksis
- Indledning og afrunding af samtalen
- Samtalehjulet og selvbestemmelse
- Eksempler på situationer, hvor Samtalehjulet understøtter selvbestemmelsen
Vi lægger små pauser ind undervejs.
Sådan kommer du i gang med at bruge Samtalehjulet
Afrunding
Undervisere
Camilla Pelsen
Camilla Pelsen er uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens. Hun er uddannet ergoterapeut, har en diplomuddannelse i demens (SocD) og en master i Rehabilitering. Camilla har tidligere arbejdet som demensfaglig leder på et demenscenter og som demenskoordinator i en kommune. Hun er certificeret og godkendt som international CST-underviser af Dr. Aimee Spector, University College London.
Tove Buk
Tove Buk er uddannet sygeplejerske i 1987 og har været uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens siden 2014. Hun har arbejdet med patienter med demens i over 20 år, været leder for demensafdeling i 9 år, demenskonsulent i 13 år og undervist i demens i 12 år. Tove Buk blev desuden Merkonom i Personaleudvikling i 2000 og uddannet voksenunderviser i 2012.