Demens og støtte til kommunikation
Hjernens sproglige funktioner er komplicerede. Evnen til at tale er unik og involverer flere dele af hjernen. Når man får en demenssygdom, bliver de sproglige evner påvirket, og det kan medføre sociale begrænsninger og tab af værdighed, selvbestemmelse og kontrol.
Hvordan og hvornår sproget rammes afhænger af, hvilken demenssygdom det drejer sig om. De mest almindelige sproglige vanskeligheder er ordfindingsbesvær, nedsat initiativ til at kommunikere, nedsat koncentration i samtaler og nedsat evne til at forstå abstrakte begreber, ironi og billedsprog.
Ved at tilegne dig færdigheder og metoder til at støtte personen med demens i at kommunikere kan du styrke vedkommendes værdighed og selvbestemmelse. Kurset forudsætter, at du har viden og erfaring fra demensområdet og grundlæggende viden om kognitive funktioner.
Målgruppe
Fagpersoner i fx hjemmepleje, plejeboliger eller rehabiliteringstilbud og andre, der interesserer sig for eller arbejder med mennesker med demens.
Det får du ud af kurset:
- Viden om hjernens sproglige funktioner.
- Viden om og forståelse for de sproglige vanskeligheder ved forskellige demenssygdomme.
- Viden om og metoder til, hvordan man kan støtte mennesker med demens i aktivt sprogbrug og kommunikation, så den enkeltes værdighed og selvbestemmelse styrkes.
Program
Maria Skov, audiologopæd, sektionschef, Kommunikationscentret, Region Hovedstaden
Introduktion til kurset og oplægsholderen. Tove Buk, uddannelseskonsulent, Nationalt Videnscenter for Demens
Sproglige og kommunikative vanskeligheder som følge af forskellige demenssygdomme
Pause
Strategier til at støtte kommunikation og den enkeltes fortsatte aktive brug af sine sproglige ressourcer
Pause
Kommunikationshjælpemidler
- Hvilke dedikerede hjælpemidler findes der?
- Hvad kan man selv udarbejde af støttende kommunikationsmateriale?
Spørgsmål og afrunding
Underviser
Maria Skov
Maria Skov er uddannet audiologopæd fra Københavns Universitet og ansat på Kommunikationscentret Region Hovedstaden. Hendes logopædiske erfaring baserer sig primært på arbejdet med mennesker med erhvervet hjerneskade, langvarige følger efter hjernerystelse og progredierende neurologiske sygdomme, herunder demens, primær progressiv afasi, Parkinson og sklerose. Det gennemgående og vigtigste fokus for Marias logopædiske indsats er at understøtte den enkeltes muligheder for at kommunikere og øge muligheden for de kommunikative succeser i hverdagen.