Øget risiko for demens blandt kvinder, som får hormoner i overgangsalderen

Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Hedeture og andre gener i forbindelse med overgangsalderen kan behandles medicinsk med det kvindelige kønshormon østrogen. Men ny dansk forskning viser, at kvinder, som har fået denne behandling, har en øget risiko for demens.
Ved hjælp af de danske sundhedsregistre har forskere fra blandt andet Nationalt Videnscenter for Demens fundet, at der er omkring 20 % øget forekomst af demens blandt kvinder, der har været i hormonbehandling, sammenlignet med kvinder, der ikke har været i hormonbehandling.
Ved hjælp af de danske sundhedsregistre har forskere fra bl.a. Nationalt Videnscenter for Demens fundet en ca. 20 % øget forekomst af demens blandt kvinder, der har været i hormonbehandling, sammenlignet med kvinder, der ikke har været i behandling.

Demens rammer flere kvinder end mænd. I jagten på at forstå den skæve kønsfordeling har danske forskere fra Kræftens Bekæmpelse, Nationalt Videnscenter for Demens og Nordsjællands Hospital undersøgt sammenhængen mellem brug af hormonbehandling blandt kvinder i og efter overgangsalderen og risikoen for at få en demenssygdom.

Ved hjælp af de danske sundhedsregistre har forskerne fundet, at der er omkring 20 % øget forekomst af demens blandt kvinder, der har været i hormonbehandling, sammenlignet med kvinder, der ikke har været i hormonbehandling.

Forskerne har desuden fundet en stigende forekomst af demens ved stigende forbrug af hormonbehandling. Ved hormonbehandling i mere end 12 år steg antallet af demenstilfælde med omkring 70 % sammenlignet med kvinder uden behandling.

Det danske studie viser, at selv kvinder, der kortvarigt får hormonbehandling i 45-55 årsalderen, har øget forekomst af demens sammenlignet med kvinder, der aldrig har fået medicinen.

Det er ny og vigtig viden, fortæller læge og forsker fra Nationalt Videnscenter for Demens, Nelsan Pourhadi:

”Et tidligere forskningsstudie har vist en øget risiko for demens blandt kvinder, der har fået hormonbehandling efter 65 års-alderen. I dag anbefaler man primært hormonbehandling til kvinder i 50’erne, fordi hormonbehandling øger risikoen for kræft og blodpropper – især blandt ældre kvinder og ved langvarigt brug. Derfor var det vigtigt for os at undersøge, om sammenhængen mellem hormonbehandling og demens også er til stede blandt kvinder, der får hormonbehandling i overensstemmelse med gældende retningslinjer – altså kortvarigt i slut 40’erne, start 50’erne.”

Studiet, der udgår fra Kræftens Bekæmpelse, baner vej for forståelsen af kønshormonernes rolle i udviklingen af demenssygdom og er netop blevet udgivet i det internationalt anerkendte tidsskrift The BMJ.

”Hvis vi kan finde potentielle årsager til demens, kan vi forstå mere om sygdommen og potentielt forebygge den,” siger Nelsan Pourhadi.

Den danske undersøgelse kan ikke afdække, hvilke mekanismer der fører til, at brugere af hormonbehandling har en øget risiko for demens, eller om demens er en direkte konsekvens af hormonerne.

”Man ved, at østrogen kan have både gavnlige og negative effekter på hjernen. I forbindelse med det tidligere studie, som viste en sammenhæng mellem hormonbehandling og demens, lavede man hjernescanninger, der viste en større grad af skrumpning af hjernen blandt kvinder behandlet med hormoner. Og skrumpning af hjernen ses hyppigt ved demens,” forklarer Nelsan Pourhadi.

”I samråd med sin læge bør man derfor nøje afveje fordele og ulemper ved hormonbehandling i og efter overgangsalderen. Den nye viden kan hjælpe læger og kvinder med at træffe valg om den bedste behandling på et oplyst grundlag.”