Øget forbrug af psykofarmaka op til 10 år før tidligt indsættende Alzheimers sygdom
Diagnosticering af tidligt indsættende alzheimer – det vil sige Alzheimers sygdom hos personer under 65 år – kan være en vanskelig og ofte tidskrævende proces. Derfor er der interesse for fænomener, der kan fungere som tidlige tegn eller forvarsler om sygdommen.
En dansk forskergruppe har sammenlignet forbruget af receptpligtig medicin blandt alle patienter, der blev diagnosticeret med tidligt indsættende alzheimer i danske hukommelsesklinikker i perioden 2016 til 2020, med medicinforbruget blandt kognitivt raske kontrolpersoner.
Undersøgelsen omfattede 1.745 patienter med tidligt indsættende alzheimer og 5.235 alders- og kønsmatchede kontrolpersoner svarende til tre kontrolpersoner per patient. Patienterne blev identificeret via Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem), og data om forbrug af receptpligtig medicin blev trukket fra Lægemiddelstatistikregisteret.
Sammenligningen af forbruget af receptpligtig medicin tog udgangspunkt i såkaldte odds ratioer – en slags forholdstal – for brugen af forskellige typer medicin for henholdsvis patienter og kontrolpersoner. Forholdet mellem de to forholdstal kunne derefter sammenlignes i form af en såkaldt incidensrate-ratio, der belyser sammenhængen mellem medicinforbrug og en efterfølgende tidlig alzheimerdiagnose.
Forvarsel om Alzheimers sygdom
Analyserne viste, at der i årene op til tidligt indsættende alzheimer især sås hyppigere brug af receptpligtig medicin til behandling af psykiatriske sygdomme og sygdomme i nervesystemet. Allerede fem til 10 år før diagnosen var forbruget ca. 17 % højere blandt de kommende patienter, og året før diagnosen var forbruget ca. 57 % højere.
Forskellen skyldtes især et højere forbrug af antidepressive og antipsykotiske lægemidler, og forskellen var mest udtalt for førstegangsbrugere af de pågældende lægemidler.
Forskerne vurderer, at udvikling af depressive og psykotiske symptomer midt i livet kan udgøre et muligt forvarsel om tidligt indsættende alzheimer. Samme forskergruppe har tidligere påvist, at personer, der senere udvikler tidligt indsættende alzheimer, også er i hyppigere kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, og at de har en højere forekomst af psykiatriske diagnoser i årene op til alzheimerdiagnosen.