Foredrag om Alzheimers-forskning tiltrak mange interesserede
Sidst i oktober havde Nationalt Videnscenter for Demens inviteret inden for i Auditorium 2 på Rigshospitalet i København for at fortælle om forskningen inden for Alzheimers sygdom.
Foredraget blev afholdt i en tid, hvor der er stort fokus på demens i medierne, og det har sandsynligvis haft betydning for, at så mange mennesker mødte op for at høre mere om forskningen i den demenssygdom, som flest mennesker bliver diagnosticeret med.
Det var overlæge og professor Kristian Steen Frederiksen, der stod klar i auditoriet og bød de fremmødte velkommen. Til dagligt arbejder han i Hukommelsesklinikken, som er en del af Nationalt Videnscenter for Demens, hvor han også er leder af den kliniske forskningsenhed.
Hvad forskes der i?
Kristian Steen Frederiksen indledte eftermiddagen med at fortælle, hvad Alzheimers sygdom er, og gav en status på forskningen i sygdommen.
Tilhørerne fik bl.a. indblik i, at den aktuelle forskning ikke kun handler om medicinsk behandling, men også om diagnostik og effekten af fx Kognitiv stimulationsterapi og motion.
I relation til diagnostik forskes der bl.a. i, hvordan man kan udrede flere patienter ved fx at bruge blodbaserede biomarkører, der er langt mindre ressource- og tidskrævende end de nuværende metoder. Behovet for at kunne diagnosticere stiger nemlig i takt med, at flere i de kommende år vil få en demenssygdom. Det estimeres, at man inden for et til to år kan tage de nye blodbaserede biomarkører i brug.
Der forskes desuden en del i digitale biomarkører, som også vil være med til at sikre hurtigere diagnosticering. Det kan fx være i form af digitale kognitive tests, monitorering af søvn, døgnrytme og aktivitetsniveau.
Kristian Steen Frederiksen fortalte også, hvorfor det er vigtigt at finde årsagen til demenssymptomerne – også kaldet den ætiologiske diagnose – for at kunne igangsætte den rigtige behandling. For det er den specifikke demenssygdom, som afgør, hvilken form for behandling der er relevant.
Tilhørerne blev også klogere på den nuværende medicin til behandling af Alzheimers sygdom og de nye typer, der måske er på vej i det danske sundhedsvæsen.
Uden deltagere ingen forskning
Kristian Steen Frederiksen møder ofte patienter og pårørende, der er meget interesserede i at bidrage til forskningen. Derfor fortalte han, hvordan man kan bidrage, og at forskningen er afhængig af både patienter med demenssygdomme, raske kontrolpersoner og personer med andre sygdomme. De, der ville, kunne tilmelde sig på dagen, hvorefter de bliver screenet i forhold til specifikke forskningsprojekter.
’20 spørgsmål til professoren’
Spørgelysten var stor, da det blev tid til ’20 spørgsmål til professoren’. Tilhørerne var interesserede i en bred vifte af emner relateret til Alzheimers sygdom, og de stillede bl.a. spørgsmål om arvelighed, forebyggelse, kost og medicin.
Interessen for at spørge professoren var så stor, at flere ikke nåede at få stillet deres spørgsmål.
Har du som fagperson kendskab til borgere eller patienter, som kan være interesserede i at deltage i et lignende foredrag? Så er der mulighed for at møde Kristian Steen Frederiksen igen den 16. november kl. 17.00-18.30 og stille ’20 spørgsmål til professoren.’
Her kan du læse et interview med Kristian Steen Frederiksen, der blev lavet i sommer i forbindelse med hans tiltrædelse som professor.