Traumatisk hjerneskade associeret med fremskyndet udvikling af Alzheimers sygdom
En række befolkningsundersøgelser har samstemmende vist, at traumatisk hjerneskade – det vil sige hjerneskade forårsaget af et hovedtraume - udgør en risikofaktor for senere udvikling af Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme i befolkningen generelt. Der har imidlertid manglet viden om konsekvenserne af traumatisk hjerneskade blandt personer med let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment, MCI). Personer med let kognitiv svækkelse har i forvejen en øget risiko for at udvikle demens.
Sydkoreanske forskere har analyseret registerdata fra mere end 452.000 patienter med en MCI-diagnose fra databasen Korean National Health Insurance Service, hvoraf 58.000 patienter (12,7 %) pådrog sig en traumatisk hjerneskade inden for opfølgningsperioden på op til ni år. Databasen dækker 97 % af den sydkoreanske befolkning. Deltagernes gennemsnitsalder var 67 år ved starten af undersøgelsen.
Flere adfærdsmæssige og psykologiske symptomer
En sammenligning af deltagere med og uden traumatisk hjerneskade viste, at traumatisk hjerneskade var signifikant forbundet med en øget risiko for, at tilstanden udviklede sig til Alzheimers sygdom. Hazard ratio for alzheimer var 1,25 (95 % konfidensinterval: 1,21–1,30), hvilket svarer til en risikoøgning på 25 %. Risikoen var mest udtalt blandt patienter fra 65-års alderen og opefter (hazard ratio = 1,56).
Endvidere var traumatisk hjerneskade forbundet med en højere risiko for, at Alzheimers sygdom blev ledsaget af adfærdsmæssige og psykologiske symptomer (BPSD) (hazard ratio = 1,30). Overgangen fra MCI til alzheimer fandt sted cirka 2,6 år efter en traumatisk hjerneskade og udviklingen af adfærdsmæssige og psykologiske symptomer foregik hurtigere blandt personer med end uden traumatisk hjerneskade. Resultaterne udgør endnu et godt argument for at anvende cykelhjelm og beskytte hovedet – ikke mindst, hvis man i forvejen har en svækket hjerne.
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan traumatisk hjerneskade fremskynder udviklingen af Alzheimers sygdom, men neuropatologiske studier tyder på, at traumatisk hjerneskade forværrer flere af de grundlæggende biologiske processer, der er involveret i sygdommen.