Test af lugtesansen kan bidrage til tidlig Alzheimerdiagnose
Aftagende lugtesans ved Alzheimers sygdom og skader på de involverede neuroner er et velkendt problem, men årsagen er omdiskuteret. En gruppe tyske forskere har nu påvist, at hjernens immunsystem spiller en afgørende rolle, idet særlige immunceller i hjernen, kaldet mikroglia, angriber forbindelsen mellem to hjerneområder, nærmere bestemt lugtekolben (bulbus olfactorius) og en struktur i hjernestammen ved navn locus coeruleus.
Lugtekolben, som er placeret i forhjernen, analyserer sanseinformation fra næsens duftreceptorer, mens locus coeruleus, der er hovedproducent af signalstoffet noradrenalin, blandt andet er involveret i at modulere informationsbearbejdningen i lugtekolben. Reguleringen sker via lange nervefibre, der udgår fra neuroner i locus coeruleus og strækker sig op til lugtekolben. Allerede i den helt tidlige fase af Alzheimers sygdom, før dannelsen af amyloide plaques, sker der tilsyneladende ændringer i cellemembranen i disse nervefibre.
Ændringer i cellemembranen
Forskerne opdagede, at fedtsyren phosphatidylserin, der normalt gemmer sig på indersiden af membranen, var flyttet ud på dens overflade, hvilket fungerer som et signal til fagocytterne om at fortære pågældende celle. I lugtekolben er dette forbundet med en proces kaldet synaptisk beskæring (pruning), som fjerner uvirksomme eller dysfunktionelle nerveforbindelser. Mikroglia får så at sige besked om, at de berørte fibre er defekte eller overflødige, hvilket får mikroglia til at nedbryde dem.
Det nye studie er baseret på flere forskellige typer af data, herunder forsøg med mus med alzheimerlignende patologi, analyse af vævsprøver af hjerner fra afdøde patienter og PET-scanninger (positron emissions tomografi) af hjerner af personer med Alzheimers sygdom eller mild cognitive impairment (let kognitiv svækkelse; MCI). Resultaterne, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Communications, tyder på, at en kombination af test af lugtesansen og scanning af de neuronkredsløb, der understøtter lugtesansen, måske kan bidrage til tidlig diagnose af Alzheimers sygdom og dermed også til tidligere behandling.