Svigt i hjernens affaldshåndtering bidrager til demens

Svækkelse af hjernens system til affaldshåndtering medvirker til udvikling af demens. Et nyt studie baseret på hjernescanninger af over 44.000 personer har undersøgt sammenhængen mellem demens og det glymfatiske system, der er involveret i udvaskning af affaldsstoffer fra hjernen.
Et nyt studie viser, at svækkelse af hjernens system til affaldshåndtering – det glymfatiske system – medvirker til udvikling af demens
Et nyt studie viser, at svækkelse af hjernens system til affaldshåndtering – det glymfatiske system – medvirker til udvikling af demens. Foto: Colourbox

Det glymfatiske system, der udgør en slags hjernemæssig parallel til resten af kroppens lymfesystem, blev opdaget i starten af 2010’erne af en forskergruppe ledet af den danske hjerneforsker Maiken Nedergaard. Systemet, der især er aktivt under søvn, sørger for cirkulation og dræning af rygmarvsvæsken – også kaldet den cerebrovaskulære væske – hvilket bidrager til at fjerne overskydende fragmenter af amyloid, tau og andre affaldsstoffer fra hjernevævet.

Vores viden om det glymfatiske systems funktion stammer primært fra dyreforsøg, men det nye studie, der er baseret på hjernescanningsdata fra mere end 44.000 personer, giver indblik i, hvordan systemet fungerer hos mennesker. Deltagerne havde en medianalder på 65 år, og i løbet af en median opfølgningsperiode på 5,3 år udviklede 133 deltagere demens. Data stammer fra et delstudie under UK Biobank, der er et britisk kohortestudie med ca. en halv million deltagere.

Scanningsbaserede biomarkører

Forskerne undersøgte fire biologiske markører for det glymfatiske systems funktion baseret på magnetisk resonans-scanning (MR-scanning) af hjernen:

  • Bevægelsen af vandmolekyler i det perivaskulære rum – det vil sige de små kanaler, der løber langs blodkarrene og sender rygmarvsvæske ind i hjernevævet
  • Forholdet mellem hjernens blodgennemstrømning og indstrømning af rygmarvsvæske til hjernestammen 
  • Størrelsen af plexus choroideus, som er en struktur i hjernens hulrum, der producerer størstedelen af rygmarvsvæsken
  • Størrelsen af de perivaskulære rum.

Det viste sig, at de tre førstnævnte MR-biomarkører kunne anvendes til at forudsige risikoen for at udvikle demens, hvorimod størrelsen af de perivaskulære rum ikke havde prognostisk værdi. Forskerne undersøgte endvidere, hvordan kendte risikofaktorer for hjertekarsygdom var associeret med det glymfatiske systems funktion. Både hypertension (forhøjet blodtryk) og diabetes (sukkersyge) kan beskadige hjernens små blodkar, hvilket med tiden kan medføre glymfatisk dysfunktion. Også faktorer som rygning og nedsat fleksibilitet af blodårerne (arteriel stivhed) har en negativ effekt på det glymfatiske system. 

Studiet giver øget indsigt i sygdomsmekanismerne bag Alzheimers sygdom og vaskulær demens, og forskerne, der er tilknyttet University of Cambridge i England og Zheijang University i Kina, håber på, at den nye viden kan bidrage til at udvikle metoder til at genoprette det glymfatiske systems funktion, når det er svækket, og derved åbne nye veje for forebyggelse og behandling af demens.