Stor britisk satsning på forskning i demens
Ved at gøre forskning i demens til en national prioritet håber den britiske premierminister, Andy Burnham, på, at Storbritannien kan gå forrest i jagten på nye behandlingsmetoder. Han vurderer, at demens alt for længe er blevet opfattet som noget, der skal håndteres sent i livet, frem for en sygdomstilstand, der kan behandles og i sidste ende helbredes.
Som led i en storstilet satsning mod demens planlægger den britiske regering at investere 33 millioner pund gennem det såkaldte Dame Barbara Windsor Dementia Goals programme, der er et nationalt initiativ imod demens lanceret i 2022 af den daværende konservative regering under Boris Johnson. Initiativet vil blive medfinansieret af en række private aktører i form af medicinalfirmaerne Bristol Myers Squibb og GSK samt Bill Gates-firmaet Gates Ventures, så det i alt løber op i 48 mio. pund svarende til ca. 426 mio. danske kroner.
Hurtigere diagnosticering
Investeringen går bl.a. til det britiske non-profit partnerskab, BARBARA-Alliancen, der arbejder på at skabe en samlet, koordinerende platform, der forbinder sundhedsdata, forskning og kliniske forsøg i Storbritannien.
Rekruttering af forsøgsdeltagere udgør en af de væsentligste flaskehalse i forskningen i nye lægemidler mod demens. BARBARA-Alliancen sigter mod at fremskynde kliniske lægemiddelforsøg og få nye behandlinger hurtigere ud til patienterne. Det skal bl.a. ske ved at gøre det lettere for forskere at finde deltagere til kliniske forsøg og samtidig gøre det lettere for borgere i hele Storbritannien at deltage i forsøgene.
Udmeldingen fra den britiske premierminister kommer i forlængelse af lanceringen af UK Research and Innovation’s Dementia Challenge til 80 millioner pund (ca. 710 mio. danske kroner) for nylig. Dette program vil afprøve ni innovative teknologier til diagnosticering af demens, herunder hurtigere MR-scanninger af hjernen og online kognitiv vurdering.
Programmet har til formål at sikre, at 92 % af borgerne modtager en diagnose inden for 18 uger efter henvisning sammenlignet med ca. 60 % aktuelt. Det skal opnås ved bl.a. hurtig opskalering af anvendelsen af nye undersøgelsesmetoder, hvis de viser sig effektive i praksis.