Status på diagnosticering og behandling Alzheimers sygdom
Mulighederne for diagnosticering og behandling af Alzheimers sygdom er blevet markant bedre de senere år. For blot 10 år siden var en definitiv diagnose af sygdommen fx kun mulig post mortem, men takket være udviklingen af nye biologiske markører kan sygdommen nu diagnosticeres allerede før, de første kliniske symptomer dukker op. Tidligere var kun symptombehandlende lægemidler i form af kolinesterasehæmmere og memantin til rådighed, men de senere år er to sygdomsmodificerende lægemidler mod alzheimer blevet godkendt i flere lande.
En blodprøve for alzheimer
Den første artikel i serien beskriver patientforløb i forbindelse med udredning og diagnosemetoder – herunder vurdering af kognitiv status og anvendelse af biomarkører for Alzheimers sygdom. Blodbaseret måling af p-tau 217 har vist sig at udgøre en præcis, minimalt invasiv, tidlig og skalerbar biomarkør for Alzheimers sygdom, der muliggør påvisning af amyloidpatologi i hjernen selv i den tidlige, prækliniske sygdomsfase. P-tau 217 er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) som diagnostisk test for alzheimer. Hukommelsesklinikker, der anvender p-tau 217, kan spare tid og udgifter til lumbalpunkturer og PET-scanning, og biomarkøren kan eventuelt også implementeres i almen praksis med henblik på at understøtte tidlig diagnosticering.
Den anden artikel beskæftiger sig med de nye sygdomsmodificerende lægemidler, der er udviklet til behandling af patienter med Alzheimers sygdom i tidligt stadie med dokumentation for beta-amyloidpatologi i hjernen. De nye anti-amyloid-antistoffer er rettet mod den underliggende patologi ved Alzheimers sygdom og er i stand til at fjerne amyloide plaques fra hjernevævet. I praksis forudsætter anvendelse af lægemidlerne jævnlig intravenøs infusion og gentagne MR-scanninger af hjernen for at holde øje med eventuelle bivirkninger.
Centre for hjernesundhed
Den tredje artikel dykker ned i nogle af de diskussioner og kontroverser, som de nye sygdomsmodificerende lægemidler har givet anledning til. Som antydet ovenfor er behandlingen ressourcekrævende og kostbar, hvilket har givet anledning til cost-benefit diskussioner. Kun en mindre del af patienter med Alzheimers sygdom er berettiget til behandling med de nye lægemidler, og nogle eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om effekten af behandlingen står mål med omkostningerne i et sundhedsøkonomisk perspektiv.
Artiklen argumenterer desuden for oprettelse af såkaldte Brain Health Services – vi kan kalde dem ”centre for hjernesundhed” – med henblik på sekundær forebyggelse af kognitiv svækkelse og demens. Ideen er, at mennesker med dokumenteret øget risiko for Alzheimers sygdom kan blive tilbudt individuel vurdering af modificerbare og ikke-modificerbare risikofaktorer og få specifik rådgivning om forebyggelse. En sådan indsats forudsætter højt specialiseret viden og kommunikation, hvilket er mindst lige så fagligt krævende som at informere om en diagnose.