Stærk sammenhæng mellem luftforurening og risiko for demens
Som omtalt her på hjemmesiden den 19. maj 2026 er eksponering for luftforurening ifølge et stort danske registerstudie forbundet med øget risiko for senere udvikling af Lewy body demens og demens ved Parkinsons sygdom.
I efteråret 2025 udgav Vidensråd for Forebyggelse rapporten Luftforurening – sundhedskonsekvenser og strukturel forebyggelse, der samler den aktuelle viden om, hvordan luftforurening påvirker helbredet, og hvilke forebyggende tiltag der kan mindske befolkningens eksponering.
Omfattende evidensgrundlag
Arbejdsgruppen bag rapporten vurderer blandt andet, at der er stærk evidens for sammenhæng mellem luftforurening og udvikling af demens. Vurderingen er baseret på to systematiske reviews og meta-analyser samt to store kohortestudier baseret på danske registerdata.
Et systematisk review og en meta-analyse fra 2022 har fundet sammenhæng mellem langtidseksponering for ultrafine partikler (partikler med en diameter mindre end 2,5 μm; PM2,5) og demens, herunder Alzheimers sygdom og vaskulær demens.
Et systematisk review og en meta-analyse fra 2025 har undersøgt sammenhængen mellem demensrisiko og flere forskellige typer luftforurening – herunder PM2,5 og PM10, kvælstofoxider, kvælstofdioxid (NO2), sodpartikler (black carbon) og ozon. Der sås sammenhæng mellem demens og eksponering for PM2,5, NO2 og sodpartikler, men ikke mellem demens og eksponering for PM10, kvælstofoxider eller ozon.
Danske studier
Et dansk registerstudie fra 2024 var baseret på data fra den Danske Sygeplejerskekohorte med mere end 25.000 sygeplejersker fra 44-års alderen og opefter. Eksponering for luftforurening så ud til at øge risikoen for senere udvikling af demens med ca. en tredjedel. Studiet blev omtalt her på hjemmesiden den 7. juni 2024.
Et dansk registerstudie fra 2025 var baseret på data fra mere end 930.000 personer fra 60-års alderen og opefter med en gennemsnitlig opfølgningstid på 11,6 år. Studiet viste stærk sammenhæng mellem demensrisiko og PM2,5, NO2 og sodpartikler. Studiet finder endvidere, at luftforurening er skadeligt ved lavere koncentrationer end tidligere antaget.
Rapporten gennemgår desuden den nyere videnskabelige litteratur vedrørende sammenhængen mellem luftforurening og Parkinsons sygdom. På baggrund af et systematisk review og en meta-analyse fra 2019 samt et stort europæisk kohortestudie fra 2023 vurderer forskerne, at der foreligger moderat evidens for en sådan sammenhæng.