Samtidig forekomst af depression og demens blandt ældre

En ulykke kommer sjældent alene. Således forekommer depression og demens ofte samtidigt sent i livet og kan på grund af et betydeligt symptomoverlap være diagnostisk vanskelige at skelne fra hinanden.

En international forskergruppe har gjort status på den foreliggende viden om sammenhængen mellem depression og demens i alderdommen. Befolkningsundersøgelser og meta-analyser viser samstemmende, at depression sent i livet øger risikoen for let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment, MCI) og demens. Der ses en tydelig sammenhæng mellem depression og Alzheimers sygdom og en endnu stærkere sammenhæng mellem depression og vaskulær demens.

Også biologisk ses overlap mellem depression og demens. Nogle af de mekanismer, der forbinder depressive symptomer med senere kognitiv svækkelse, er ifølge neurobiologiske studier cerebrovaskulær patologi, neuroinflammation, forstyrrelse af HPA-aksen (hypothalamus–hypofyse–binyreaksen) og dysfunktion af fronto-subkortikale kredsløb. Med andre ord kan forstyrrelser i hjernens blodforsyning, langvarige betændelsesreaktioner, forstyrrelser i kroppens stressrespons og svækket kommunikation mellem forskellige dele af hjernen være involveret i begge sygdomstilstande.

Behandlingsmuligheder

Depression udgør også et centralt element i de adfærdsmæssige og psykologiske symptomer ved demens (BPSD), som forekommer hos 30-50 % af personer med Alzheimers sygdom og endnu hyppigere blandt personer med Lewy body demens og frontotemporal demens. 

Behandling med antidepressive lægemidler kan have positiv, om end beskeden effekt på humør og kognitive funktioner som mental forarbejdningshastighed og mentale styringsfunktioner hos ældre uden demens. Men antidepressiv behandling har endnu mindre effekt, hvis patienten allerede har demens. Til sammenligning giver demenslægemidler som kolinesterasehæmmere og memantin samt flerstrengede ikke-farmakologiske interventioner små, men målbare forbedringer i depressive symptomer og apati.