Rehabilitering styrker selvhjulpenhed ved demens

World Alzheimer Report, der udgives af Alzheimer’s Disease International, sætter i år fokus på demensrehabilitering. Rapporten undersøger, hvordan demensrehabilitering defineres og implementeres, og diskuterer, hvordan man bedst tilpasser praksis til mennesker med demens.
Alzheimer’s Disease International har netop udgivet den årlige World Alzheimer Report, der i år sætter fokus på rehabilitering ved demens
Alzheimer’s Disease International har netop udgivet den årlige World Alzheimer Report, der i år sætter fokus på rehabilitering ved demens.

World Alzheimer Report 2025 præsenterer en slags køreplan for 'gentænkning af livet med demens' gennem rehabilitering, der kaster lys over, hvad rehabilitering betyder i demensplejen, og hvordan skræddersyede og målrettede tilgange kan bidrage til at hjælpe mennesker med demens med at bevare deres funktionsniveau og selvhjulpenhed længst muligt. 

Rapporten fremlægger forskning, der indikerer, at mennesker med demens, der modtager skræddersyet, individuel, kognitiv rehabilitering, bevarer et bedre funktionsniveau end dem, der kun modtager sædvanlig pleje, og at de i gennemsnit forbliver i eget hjem i ca. seks måneder længere, før de flytter i plejebolig. Resultaterne tyder på, at individuelt tilpasset rehabilitering kan bidrage til at forbedre funktionsniveauet i hverdagen og udskyde tab af uafhængighed. 

Hjælp til selvhjælp

Rehabilitering forstås i denne sammenhæng som en personcentreret, samarbejdsbaseret tilgang til pleje, der gør det muligt for mennesker med demens at vedligeholde eller genopbygge deres færdigheder med hensyn til fx indkøb, madlavning, mobilitet, sprogfunktion og egenomsorg. Ved at fokusere på det, der betyder mest for den enkelte, giver det vedkommende mulighed for at forblive selvhjulpen i længere tid. Rehabilitering kan i bedste fald bidrage til at styrke sammenholdet i familien og lette presset på sundhedssystemet og den kommunale pleje.

Rapporten anbefaler, at rehabilitering tænkes ind i handlingsplaner på demensområdet, i uddannelsen af pleje- og omsorgspersonale og i kommunale indsatser til mennesker med demens. Ud over Alzheimer’s Disease International, der er en paraplyorganisation for nationale alzheimerforeninger, har eksperter fra bl.a. University of Exeter i England og University of Sydney i Australien bidraget til rapporten.