Priser og bevillinger fra Alzheimer-forskningsfonden

Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Hvert år uddeler Alzheimerforeningens forskningsfond – Alzheimer-forskningsfonden – priser og bevillinger til forskere på demensområdet. I år gik de to priser til lektor og ph.d. Blanca Aldana og professor Dorthe Berntsen. Tre af bevillingerne gik til forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens.
Priser og bevillinger fra Alzheimer-forskningsfonden
Priser og bevillinger fra Alzheimer-forskningsfonden blev uddelt i går. Her er det de to prismodtagere professor Dorthe Berntsen og ph.d. Blanca Aldana sammen med Alzheimerforeningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte.

I går dannede kursus- og konferencestedet Kosmopol i København ramme om Alzheimer-forskningsfondens årlige uddeling af priser og bevillinger til forskere på demensområdet. H.K.H. Benedikte, der er protektor for Alzheimerforeningen, stod for uddelingen af de to priser og syv bevillinger på i alt 2,6 mio. kr.

Alzheimer-forskningsfondens forskerpriser 2024
De to forskerpriser á 300.000 kr. gives til forskere, der har gjort en ekstra indsats på demensområdet. Fonden giver penge til grundlæggende forskning i, hvorfor demenssygdomme opstår, hvordan demenssygdomme forebygges og nye metoder til behandling og pleje, skriver Alzheimerforeningen på sin hjemmeside.

Priserne gik i år til Blanca Aldana, lektor og ph.d., Institut For Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet, og Dorthe Berntsen, centerleder og professor ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Blanca Aldana modtog Alzheimer-forskningsfondens grundvidenskabelig pris for sin banebrydende forskning af hjernecellers energimetabolisme ved Alzheimers sygdom og andre neurologiske sygdomme.

Dorthe Berntsen modtog Alzheimer-forskningsfondens kliniske forskningspris for sin banebrydende forskning i selvbiografisk hukommelse.

Læs mere på Alzheimerforeningens hjemmeside.

Alzheimer-forskningsfondens bevillinger 2024

  • Astrid Juhl Terkelsen tildeles 270.000 kr.
  • Cecilie Madsen tildeles 300.000 kr.
  • Olav Andersen tildeles 300.000 kr.
  • Daniel Kjærgaard tildeles 200.000 kr.
  • Laila Øksnebjerg tildeles 500.000 kr.
  • Janet Janbek tildeles 300.000 kr.
  • Jens Andersen-Ingstrup tildeles 130.000 kr.

Bevillinger til tre forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens
Tre forskere fra Nationalt Videnscenter for Demens modtog bevillinger fra Alzheimer-forskningsfonden:

Ph.d.-studerende Cecilie Madsen modtog 300.000 kr. til projektet Spredning af sygdomspatologi via ekstracellulære vesikler mellem hjerneceller ved Alzheimers sygdom og frontotemporal demens.

Projektet skal klarlægge, hvordan demenssygdomme kan sprede sig fra nervecelle til nervecelle og dermed forhåbentlig finde mekanismer, der kan bremse denne spredning.

Ph.d.-studerende Daniel Kjærgaard modtog 200.000 kr. til projektet Blood-based biomarkers and diversity, som er led i et større internationalt samarbejde om biomarkører til diagnostik af demenssygdomme.

Projektet vil undersøge biomarkørerne og deres diagnostiske præcision i patienter med minoritetsetnisk baggrund, hvilket er underbelyst i den aktuelle forskningsverden.

Postdoc Janet Janbek modtog 300.000 kr. til projektet Risikofaktorer for demens – forebyggelsespotentiale.

Projektet udforsker forekomsten af risikofaktorerne og estimerer deres uafhængige og kombinerede effekt for demens i den danske befolkning. Dette er det første studie af sin art og vil give afgørende viden, som er vigtig for demensforebyggende tiltag i Danmark.