Pionér i Alzheimers sygdom får dansk prestigepris
Anvendelsen af biomarkører i klinikken og i forskningen er i rivende udvikling i sundhedsvæsenet. På området for neurogenerative sygdomme som for eksempel Alzheimers sygdom er den svenske professor Kaj Blennow en af frontfigurerne i den udvikling, og derfor bliver han i år hædret med Rigshospitalets internationale KFJ-pris. Med prisen følger en donation på 1.750.000 kr. fra Kirsten og Freddy Johansens Fond.
Prisen gives til en internationalt førende forsker, som samarbejder med forskere fra Rigshospitalet. En af Kaj Blennows mangeårige samarbejdspartnere på Rigshospitalet er professor Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens, der har indstillet sin svenske samarbejdspartner til prisen.
”Kaj Blennow har været en meget værdifuld samarbejdspartner for os på Rigshospitalet siden 2005. Han er internationalt anerkendt for sit banebrydende arbejde og anses som verdensførende inden for udvikling af biomarkører til neurodegenerative sygdomme, især til diagnostik af Alzheimers sygdom,” siger Gunhild Waldemar.
150.000 akkumulerede citationer
Kaj Blennow er professor ved Göteborg Universitet og leder af Klinisk Neurokemisk Laboratorium på Salgrenska Universitetshospital i Göteborg, Sverige. Han har gennem sin karriere modtaget adskillige priser for sin forskning og har skrevet mere end 1.500 originale forskningsartikler og oversigtsartikler i peer-reviewed tidsskrifter – med et h-indeks på hele 178 og over 150.000 akkumulerede citationer.
Kaj Blennows forskning har ikke kun inspireret kollegaer, men også ført til indførelsen af blodbaserede biomarkører i Alzheimers forskning, hvilket er en mere tilgængelig og mindre invasiv metode til at diagnosticere sygdommen. En af Kaj Blennows mest betydningsfulde gennembrud var hans banebrydende analyse af biomarkører i cerebrospinalvæske (CSF), herunder Abeta42 og Tau. Hans arbejde revolutionerede diagnosticeringen af Alzheimers sygdom. Senest har den svenske professors udvikling af den ekstremt følsomme Simoa-metode til plasma P-tau vist lovende takter til screening og diagnosticering af Alzheimers sygdom i tidlige stadier.
Han har samtidig været en drivkraft for standardiseringen af massespektrometri-baserede referencemetoder til måling af Abeta42 og skubbet på for at fremme en harmonisering af metoder mellem laboratorier i forskellige lande.
Velkarakteriserede danske kohorter
I Danmark har Kaj Blennow samarbejdet om demensforskning med Rigshospitalet i talrige fælles publikationer og ph.d.-projekter. Hans laboratorium har fungeret som et reference-laboratorium for Rigshospitalets CSF-analyser, hvilket har gavnet patienterne.
”Det er en ære at modtage prisen, og jeg ser den som en anerkendelse af, at min forskning har betydning for patienterne i klinikken. Rigshospitalet har nogle meget velkarakteriserede kliniske kohorter, og for mig er det derfor et meget værdifuldt forskningssamarbejde,” siger Kaj Blennow.
Med prisen forventer Kaj Blennow at kunne fremskynde forskningen i identifikationen af patienter med Alzheimers sygdom og andre neurodegenerative sygdomme på endnu tidligere stadier. Fokus vil blandt andet være på, om blodbaserede biomarkører kan anvendes som for-screening, inden mulige patienter skal udsættes for mere omfattende diagnostiske test.
”Jeg ser frem til at samarbejde om flere klinisk orienterede studier af, hvordan vi bedst kan anvende markører fra blod og cerebrospinalvæske til at styre diagnostik og behandling af patienter med neurodegenerative sygdomme. Det kunne for eksempel være, at vi kan udvikle den første test til at vurdere menneskers risiko for at få hjerneamyloidose, som kan være et forstadie til Alzheimers sygdom. Samme test kan måske også bruges til at overvåge virkningen af nye behandlinger hos den enkelte patient og til at monitorere eventuelle bivirkninger,” forklarer Kaj Blennow.
Prisen blev overrakt til Kaj Blennow ved en ceremoni på Rigshospitalet den 9. november 2023.
Om KFJ-prisen
Rigshospitalets Internationale KFJ-pris er opkaldt efter ægteparret Kirsten og Freddy Johansen, hvis fond donerer de 1,75 millioner danske kroner, der uddeles årligt.
Prisen gives årligt til en international forsker på højt niveau. Forskeren må ikke være ansat på Rigshospitalet, men skal have et eksisterende samarbejde med ét eller flere af hospitalets internationale forskningsmiljøer.
I en globaliseret verden er det Rigshospitalets målsætning at samarbejde med de bedste hospitaler og forskere i verden. Formålet med prisen er derfor at styrke forskningsmiljøet på Rigshospitalet ved at knytte bånd til internationale forskere og internationale forskningsmiljøer.
Første uddeling var i 2011. Alle Rigshospitalets seniorforskere kan indstille en kandidat til prisen. En bedømmelseskomité vurderer de indstillede kandidater.
(Pressemeddelelse fra kommunikationsafdelingen på Rigshospitalet).