Patientorganisation forventer brat stigning i forekomst af demens

Alzheimer Europe, der er paraplyorganisation for patientforeninger fra 36 europæiske lande, har udgivet en rapport med estimater for demenstilfælde i Europa samt en fremskrivning af forekomsten af demens 25 år frem i tiden.
Alzheimer Europe forventer en stor stigning i forekomsten af demens i 2050. Dog er estimater af demensforekomst behæftet med betydelig usikkerhed
Alzheimer Europe forventer en stor stigning i forekomsten af demens i 2050. Dog er estimater af demensforekomst behæftet med betydelig usikkerhed. Foto: Colourbox

Rapporten The Prevalence of Dementia in Europe 2025 bygger videre på en tidligere rapport, Dementia in Europe Yearbook 2019, hvor Alzheimer Europe fremlagde estimater for forekomsten af demens i Europa. Den aktuelle rapport præsenterer prævalensestimater for 5-års aldersgrupper for årene 2025 og 2050, hvilket bygger på prævalensrater baseret på analyse af 18 befolkningsundersøgelser fra 11 forskellige europæiske lande (dog ikke Danmark) publiceret i perioden 2008 til 2021. Prævalensraterne er kombineret med befolkningstal og -fremskrivninger fra FN’s World Population Prospects-data 2024

For Danmarks vedkommende anslås det, at 108.000 personer, svarende til 1,8 % af befolkningen, levede med demens i 2025. Antallet forventes at vokse til 172.700 personer, svarende til 2,8 % af befolkningen, i 2050. Den anslåede stigning på 64.700 demenstilfælde hen over de kommende 25 år svarer til en stigning på 59 %.

Høje prævalensrater

Prævalensestimaterne tager udgangspunkt i relativt høje prævalensrater i de ældre aldersgrupper. I aldersgruppen 85-89 år anslås det fx, at 24,4 % af kvinderne og 16,9 % af mændene har demens. For de 27 EU-lande anslås det, at godt 9 mio. personer levede med demens i 2025, hvilket forventes at vokse til godt 14 mio. i 2050 svarende til en stigning på 58 %.

Det bør nævnes, at estimater af forekomsten af demens er behæftet med betydelig usikkerhed, og at antallet af registrerede demenstilfælde generelt er væsentligt lavere end det estimerede antal. Ifølge Sundhedsdatabankens opgørelse af kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser var 45.455 personer i 2025 registreret med en demensdiagnose i Danmark. I aldersgruppen fra 85 år og opefter har ca. 10 % af kvinderne og 8,3 % af mændene en demensdiagnose.