Nyt kunstværk ved Nationalt Videnscenter for Demens

Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
I forbindelse med Kulturnatten den 11. oktober offentliggøres et kunstværk i Nordfløjens foyer på Rigshospitalet i København, hvor Nationalt Videnscenter for Demens har til huse. Værket forestiller hippocampus, som er det sted i hjernen, der har med hukommelsen at gøre.
I forbindelse med Kulturnatten offentliggøres et kunstværk i Nordfløjens foyer på Rigshospitalet i København, hvor Nationalt Videnscenter for Demens har til huse. Værket forestiller hippocampus, som er det sted i hjernen, der har med hukommelsen at gøre
I forbindelse med Kulturnatten offentliggøres et kunstværk i Nordfløjens foyer på Rigshospitalet i København, hvor Nationalt Videnscenter for Demens har til huse. Værket forestiller hippocampus, som er det sted i hjernen, der har med hukommelsen at gøre.

Måske har du bemærket søhesten i Nationalt Videnscenter for Demens’ logo og undret dig lidt – for hvad laver en søhest der? Hippocampus betyder søhest på latin, og er det sted i hjernen, hvor man lagrer information. Dermed er hippocampus også ofte det sted, der rammes ved en demenssygdom.

Hippocampus er meget vigtig for indlæringen, for uden hippocampus kan man ikke lagre ny information. Mennesker, der har fået skader på hippocampus i begge sider af hjernen, kan huske begivenheder fra før skaden, men glemmer hurtigt ny information. Ved Alzheimers sygdom, der er den mest udbredte demenssygdom, er manglende evne til at lagre ny information – at huske – et af de tidligste og mest karakteristiske symptomer, fordi sygdommen begynder i områderne omkring hippocampus.

Værket og kunstneren bag

Det nye kunstværk med titlen Hippocampus Hippocampi forestiller netop hippocampus. Kunstneren bag værket, Helene Nymann, har i sit kunstneriske virke arbejdet med spørgsmål om, hvad og hvordan vi husker.

Helene Nymann er uddannet ved Central Saint Martins, University of London, Goldsmiths College, University of London, og Malmø Kunstakademi. Hun er blandt andet den første danske kvindelige billedkunstner nogensinde, der har haft en soloudstilling på New Museum i New York i 2018, og hendes værker er blandt andet en del af ARoS’ samling.

Hippocampus Hippocampi har tidligere været udstillet på Ofelia Plads som en del af en udstilling på Copenhagen Contemporary.

Besøg Nationalt Videnscenter for Demens på Kulturnatten og se værket Hippocampus Hippocampi

På Kulturnatten er der mulighed for at få en rundvisning i Hverdagslivet med Demens i Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet i København. Hverdagslivet med Demens består af en demensvenlig have og et indendørs demonstrationsmiljø, hvor man kan få gode ideer til demensvenlig indretning.

Efter rundvisningen i Hverdagslivet med Demens bliver der lejlighed til at se og høre om Hippocampus Hippocampi, der står i foyeren i umiddelbar nærhed af Nationalt Videnscenter for Demens. Her kan man også prøve det tilhørende interaktive hukommelseskort.

Man skal møde op i Rigshospitalets forhal på Blegdamsvej og finde Nationalt Videnscenter for Demens’ stand. Her kan man tilmelde sig en rundvisning kl. 18.30, 19.30, 20.30 eller 21.30. Man vil blive hentet af medarbejdere fra videnscentret, der viser vej til Nordfløjen, hvor Nationalt Videnscenter for Demens ligger.

Rundvisningen, der varer 50 min., er kørestolsvenlig.