Nyt fra ABC Demens: Styrk trivslen med sansemæssige tiltag
En demenssygdom påvirker hjernens bearbejdning af sanseimpulser, og det kan gå ud over både trivsel og funktionsevne. På det nye e-læringskursus ABC Demens – sanser får du indblik i denne sammenhæng og lærer, hvordan du kan støtte personen til en bedre sansemæssig balance med individuelt tilpassede tiltag og på den måde skabe bedre betingelser for trivsel og funktionsevne.
”Når man får en demenssygdom, påvirkes funktionsevnen gradvist, og mange bliver mindre aktive. Det kan betyde, at sanserne ikke bliver stimuleret naturligt, og man kan derfor få behov for hjælp til at få stimuleret dem,” fortæller Camilla Pelsen, der er uddannelseskonsulent i Nationalt Videnscenter for Demens.
På kurset lærer du også, hvordan du kan indarbejde sansemæssige tiltag i dagligdagen og tilpasse sansestimuli til den enkelte person.
”Hvis en person virker apatisk og skal støttes til øget vågenhed, fx for at kunne deltage i et måltid, kan man stimulere berøringssansen med små, hurtige strygninger på hænder og arme,” forklarer Elsebeth Refsgaard, der også er uddannelseskonsulent i Nationalt Videnscenter for Demens.
Det og meget andet kan du lære mere om i kursets forskellige eksempler fra hverdagen, hvoraf nogle bliver vist som film. Til kurset er der også udviklet materialer og redskaber, som kan bruges i praksis, til egen refleksion eller undervisning.
Kurset er relevant for sundhedsprofessionelle, som møder mennesker med demens i deres arbejde, og kan gennemføres på ca. 45 min.