Ny e-learning til læger der arbejder med demensudredning
Det seneste års tid har ABC Demens for læger været igennem en grundig opdatering. Det har resulteret i den nye udgave ABC Demens for læger – udredning, der er specialiseret mod fagpersoner, som arbejder i udredningsenheder. Den oprindelige ABC Demens for læger blev lanceret i 2017.
Kurset er normeret til 1 time og 45 minutter. Det er derfor overskueligt at presse ind i en ellers travl hverdag.
Bidrager til fælles kvalitet
Den nye e-learning er en god og lettilgængelige måde at sætte sig ind i området på for de læger og andre fagpersoner, som løbende bliver uddannet til at skulle arbejde i en udredningsenhed. Det mener professor, overlæge og forskningsleder Steen Hasselbalch.
”E-learning er formentlig nemmere læring, end hvis man skal have samme informationer fra en bog. E-learningen er case-orienteret og interaktiv. Og så bidrager det til en overordnet, fælles kvalitet i udredningsenhederne,” siger han.
Han tilføjer, at der sker meget inden for forskningen og indsatserne på demensområdet, og det er derfor relevant, at både e-learning og fagpersoner bliver opdateret jævnligt med den nyeste viden.
Målgruppen for den nye e-learning tæller yngre læger, der er under uddannelse inden for specialerne geriatri, neurologi, psykiatri og almen medicin, og andre læger og faggrupper, som arbejder med udredning inden for demensområdet.
Adfærdsmæssige og psykiske symptomer
Kurset er bygget op på den måde, at der i første modul er en generel introduktion, og at der i de andre moduler er praksisnære cases, som rummer forskellige perspektiver på udredningen. Det kan for eksempel være journaloptagelse, relevante undersøgelser med scanningsbilleder, differentialdiagnoser og behandling.
Udredning og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer er blevet skærpet i den opdaterede version.
På hjemmesiden finder du både en litteratur- og inspirationsliste samt en liste over de redskaber, der bliver benyttet på kurset.
Du kan desuden finde de andre e-learning-kurser på hjemmesiden: ABC Demens – pleje og omsorg, ABC Demens – udfordrende adfærd, ABC Demensvenligt sygehus og ABC Demens på hospital.
ABC Demens for læger – udredning er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens.