Nu kan du indstille kandidater til demenspriserne
Pressemeddelelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet:
Fra i dag 11. marts og frem til 5. april har du mulighed for at indstille en medarbejder, en ildsjæl eller et tilbud/aktivitet til årets demenspriser.
Ældreminister Mette Kierkgaard overrækker demenspriserne torsdag den 2. maj 2024 til DemensDagene i Tivoli Congress Center. Demenspriserne består af to priser:
Medarbejderprisen går til en medarbejder, der gør en særlig indsats for at skabe glæde, tryghed og værdighed for mennesker med demens.
Pårørendeprisen går til en ildsjæl eller et tilbud/en aktivitet – i offentligt, privat eller frivilligt regi – der gør en ekstraordinær indsats for at inkludere, anerkende og støtte pårørende til mennesker med demens.
Begge prismodtagere får en personlig pengepræmie på 10.000 kr. Derudover modtager vinderen af Medarbejderprisen desuden en præmie på 50.000 kr. til sin arbejdsplads, som skal bruges til at videreudvikle det gode faglige og sociale fællesskab omkring arbejdet med demens.
Alle kan indstille personer eller tilbud/aktiviteter til begge priser – lige meget om du er pårørende, selv har en demenssygdom, er kollega, leder, ven eller noget helt andet. Du kan ikke indstille dig selv. Til gengæld kan du indstille den samme person eller det samme tilbud/aktivitet flere år i træk. Indstillingen sker på Demenspriserne 2024.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
"Det varmer mig altid om hjertet, når jeg er ude at opleve, hvor dygtige både medarbejdere, pårørende og frivillige er i mødet med ældre med demens. Det er en svær sygdom, der kan komme til udtryk på mange måder, og som kræver en forståelse for den enkeltes livssituation. Deres dedikation og indsats fortjener al mulig ros og anerkendelse, og derfor glæder jeg mig til at hylde dem ved uddelelsen af demenspriserne til DemensDagene."
Den faglige jury, der skal bedømme de indkomne indstillinger til de to priser, består i år af:
- Mie Andersen, chefkonsulent i FOA
- Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, deltager på vegne af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd
- Gitte Kirkegaard, formand for Demenskoordinatorerne i Danmark
- Susanne Edith Wammen, formand for Overlægeforeningen og formand for Foreningen af Speciallæger (FAS)
- Mette Raun Fjordside, direktør i Alzheimerforeningen
- Sarah Skafte, projektleder i Ældre Sagen, deltager på vegne af Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen
- Karen Tannebæk, uddannelsesleder ved Nationalt Videnscenter for Demens.