Mangel på litium knyttet til Alzheimers sygdom
Litium, der udgør det tredje grundstof i det periodiske system, er et af de ældste lægemidler inden for psykiatrien, hvor det anvendes til behandling af bipolar lidelse. Det er i sin rene form et let, blødt, stærkt reaktivt og derfor brandfarligt metal. Ifølge et forskerhold ved Harvard Medical School i Boston, USA, forekommer litium naturligt i hjernen, beskytter måske mod neurodegeneration og bidrager til at opretholde den normale funktion af alle større typer af hjerneceller. Studiet, som er baseret på 10 års forskning, er publiceret i det anerkendte fagtidsskrift Nature.
En af hovedopdagelserne i det nye studie er, at amyloide plaques, der er et karakteristisk sygdomstegn ved Alzheimers sygdom, så at sige indfanger litium og binder det i en form, så hjernen ikke længere har adgang til det. Processen starter allerede i de tidlige stadier af alzheimer, hvor beta-amyloid begynder at danne aflejringer i hjernen. Målinger viser, at niveauet af litium i amyloide plaques er forhøjet med en faktor tre. De lavere niveauer af tilgængeligt litium i hjernen påvirker flere typer af hjerneceller og fremskynder ifølge museforsøg udvikling af Alzheimers sygdom og svækkelse af hukommelsen.
En tur i hjernebanken
Forskerne samarbejdede med Rush Memory and Aging Project i Chicago, som har en bank af hjernevæv fra tusindvis af afdøde personer, der repræsenterer hele spektret af kognitiv funktion fra normalt funktionsniveau til svær demens. Ved hjælp af massespektrometri målte de sporniveauer af 27 forskellige metaller i hjernen og blodet hos kognitivt raske personer, personer med let kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment, MCI) samt patienter med fremskreden alzheimer.
Litium var det eneste metal, der var karakteriseret ved markant forskellige koncentrationer på tværs af de tre grupper – og det eneste metal, der udviste et faldende niveau allerede i de tidligste stadier af hukommelsessvækkelse. Niveauet af litium var højt blandt de kognitivt intakte hjernedonorer, men nedsat blandt donorer med MCI og yderligere reduceret ved Alzheimers sygdom.
Ved at sætte raske mus på en litiumfattig diæt kunne forskerne sænke niveauet af litium i deres hjerner til et niveau, der svarede til det hos patienter med Alzheimers sygdom. Manglen på litium så ud til at fremskynde aldringsprocesser i hjernen i form af inflammation af hjernevævet, tab af forbindelser (synapser) mellem hjernecellerne og kognitiv svækkelse.
Endnu ingen forsøg med mennesker
Forskerne advarer imod at tro, at man kan forebygge eller behandle alzheimer med den type litiumforbindelser, der traditionelt anvendes til behandling af bipolar lidelse, da høje koncentrationer af litium kan være giftigt, især for ældre mennesker. De identificerede i stedet en type litiumforbindelser, der ikke binder sig til amyloide plaques, og som ifølge museforsøg kan være effektive ved ca. en tusindedel af sædvanlig dosis for litiumbehandling.
Da der ikke foreligger solid dokumentation for, at litium beskytter mod neurodegeneration hos mennesker, understreger forskerne, at man ikke på egen hånd skal begive sig ud i at indtage litium. Men forskerne håber, at deres resultater vil anspore til kontrollerede kliniske forsøg, hvor litiumforbindelser, der ikke binder sig til amyloide plaques, afprøves som en mulig behandling mod Alzheimers sygdom hos mennesker.